SOL 2-kurset udbydes af Sundhedsstyrelsen.

Formål
Formålet med kurserne i Sundhedsvæsenets organisation og ledelse er at sikre, at du som uddannelsessøgende læge opnår de i målbeskrivelserne for speciallægeuddannelsen angivne kompetencer inden for disse områder.

På kurset skal inddrages emner inden for sundhedspolitiske, sundhedsøkonomiske og organisatoriske problemstillinger på nationalt, EU og internationalt niveau.

Mål
Efter gennemgået kursus skal den uddannelsessøgende læge:

  • have viden om væsentlige nationale interessenter på sundhedsområdet samt deres rolle. Lægen skal ud fra denne viden kunne drøfte forskellige aktørers interesse i aktuelle sundhedspolitiske temaer.
  • have viden om politiske, organisatoriske, økonomiske vilkår og styringsmekanismer i det danske sundhedsvæsen. Lægen skal ud fra denne viden kunne diskutere forskellige økonomiske vilkår og styringsmekanismers indflydelse på patientforløb og på organisering af arbejdet i sundhedsvæsenet.
  • kunne redegøre for grundlæggende forhold i monitorering af sundhedsvæsenet, herunder Sundhedsstyrelsens registre, og anvende denne viden på udvalgte problemstillinger (cases) fra lægens daglige arbejde.
  • have viden om love og regler, der er af betydning for vedkommendes virke indenfor sundhedsvæsenet og kunne anvende denne viden i udvalgte problemstillinger (cases) fra lægens daglige arbejde. Hovedvægten lægges på problemstillinger på centralt niveau.
  • have viden om det danske sundhedsvæsens opbygning og struktur på nationalt niveau samt internationalt samarbejde herunder relationer til øvrige nordiske lande, til EU og til andre sundhedsvæsener. Lægen skal kunne anvende denne viden på udvalgte problemstillinger
  • kunne inddrage betydningen af informationsformidling og mediehåndtering i forhold til udvalgte problemstillinger fra sundhedsvæsenet.


Yderligere information
For yderligere oplysninger om kursets indhold, afholdelse, tilrettelæggelse samt tilmelding, henvises til kursusudbyderens hjemmeside: Sundhedsstyrelsen.

Kontaktoplysninger
Sundhedsstyrelsen, Uddannelse og Autorisation