I udgangspunktet skal du tilmeldes et nyt kursushold. Kursusudbyderne kontakter alle uddannelseslæger, der har fået aflyst et kursus med henblik på en ny dato for kurset.
En hoveduddannelseslæge, der er tæt på at være færdig med hoveduddannelsen, kan få udfordringer med at gennemføre kurserne forud for, at hoveduddannelsen planmæssigt afsluttes. Det kan give udfordringer ifm. ansøgning om speciallægeanerkendelse, da det er et krav, at såvel kompetencer, de tre generelle kurser, specialespecifikke kurser, forskningstræning samt tid i ansættelserne er godkendt, før den elektroniske ansøgning kan indsendes.
Sundhedsstyrelsen har den 6. april 2020 udsendt en rammedispensation vedr. de generelle kurser og forskningstræningskurserne.
Det betyder, at Videreuddannelsessekretariatet godkender det aflyste kursus i logbog.net og sørger for, at Sundhedsstyrelsen får besked om hvilke læger, der er ramt af aflyste kurser som følge af COVID-19. Godkendelsen gives i den afsluttende måned af det enkelte hoveduddannelsesforløb, når det er helt sikkert, at kurser ikke kan gennemføres inden afslutning af hoveduddannelsen. Der kan altså uændret søges om Speciallægeanerkendelse.
De berørte uddannelseslæger orienteres fra Videreuddannelsessekretariatet, når der er sket en registrering.
Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at kurserne gennemføres hurtigst muligt efterfølgende. Regionerne har som arbejdsgiver besluttet at sætte som krav for efterfølgende ansættelser i Regionerne at kurserne gennemføres hurtigst muligt på trods af dispensation.