Ny ledende lektor styrker PUF i Videreuddannelsesregion Nord

Uddannelseskoordinerende ledende overlæge ved Aalborg Universitetshospital Trine Lignell Guldberg er pr. 1. september 2026 tiltrådt som ledende klinisk lektor i postgraduat lægelig kompetenceudvikling ved Aalborg Universitet. Dermed er den samlede ledelse af den Pædagogisk Udviklende Funktion (PUF) i Videreuddannelsesregion Nord på plads.

PUF bidrager til at sikre og udvikle kvaliteten af den lægelige videreuddannelse i Region Nordjylland og Region Midtjylland. Funktionen arbejder blandt andet med pædagogisk udvikling, læringsmetoder og kompetencevurdering og skal være med til at skabe sammenhæng mellem forskning og uddannelse i den kliniske hverdag.

PUF omfatter et fælles korps af postgraduate kliniske lektorer med ansvar for de enkelte specialer samt lektorer med tværgående funktioner.

Trine Lignell Guldberg skal sammen med Flemming Randsbæk, ledende klinisk lektor ved Aarhus Universitet, og sekretariatschef Mads Skipper indgå i den fælles ledelse af PUF. En central opgave bliver at understøtte og udvikle korpset af postgraduate kliniske lektorer og styrke samspillet mellem forskning, pædagogisk udvikling og den kliniske uddannelsespraksis.

Med den samlede ledelse styrkes samtidig mulighederne for et tæt samarbejde mellem Aalborg Universitet og Aarhus Universitet og mellem de to regioner. Målet er, at viden, erfaringer og nye initiativer inden for lægelig uddannelse i endnu højere grad udvikles og deles på tværs af Videreuddannelsesregion Nord.

Jeg glæder mig især til at arbejde sammen med de postgraduate kliniske lektorer og de mange andre, der hver dag skaber den lægelige videreuddannelse i vores to regioner. Vi har allerede rigtig meget viden og mange gode initiativer. Min ambition er, at vi bliver endnu bedre til at bringe erfaringer, forskning og nye idéer i spil på tværs og omsætte dem til udvikling, der giver mening i den kliniske hverdag, siger Trine Lignell Guldberg.

 Lone Winther Jensen, formand for Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse, glæder sig over, at den samlede ledelse nu er etableret:

Det er meget positivt, at den samlede PUF-ledelse nu er på plads. PUF har en vigtig rolle i udviklingen af kvaliteten i den lægelige videreuddannelse, og med Trine Lignell Guldberg som ledende lektor får vi yderligere styrket det faglige og akademiske samarbejde på tværs af universiteterne og de to regioner. Jeg ser frem til samarbejdet og til, at den samlede ledelse kan bidrage til den fortsatte udvikling af den lægelige videreuddannelse i hele Videreuddannelsesregion Nord.