Om uddannelsesudvalget

Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.

Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.

Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.

I udvalget finder du altid: 

  • PKL (formand) 
  • Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger 
  • Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen 
  • Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.

Dagsordener og referater

Se alle
  • Udvalg: Børne- og ungdomspsykiatri - uddannelsesudvalg
  • Mødedato: 09. januar, 2026 kl. 09:00
  • Mødested: Lokale 17, Regionshuset Aarhus, Olof Palmes Alle 15
Sagnr.: 1-30-72-200-22

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden

Beslutning

Der blev budt særligt velkommen til Line Mertz, der er ny UKYL fra BUA, hvor hun er speciallæge.

Dagsordenen blev godkendt.

Sagnr.: 1-30-72-200-22

2. Eventuel opfølgning på sidste møde

Sagsfremstilling

Referat fra seneste uddannelsesudvalgsmøde den 8. oktober 2025 kan ses i bilag

Sagnr.: 1-30-72-200-22

3. Nyt fra afdelingerne

Det indstilles,

at afdelinger orienterer om uddannelsesmæssige tiltag eller eventuelle problemstillinger

Beslutning

Børne- og Ungdomspsykiatrien, AUH, RH Gødstrup, HE Midt

Ledelsesforhold:
BUA har i øjeblikket en konstitueret chefsygeplejerske. En psykolog forventes at indgå i ledelsesteamet på sigt. Stillingen som cheflæge har været opslået, men der blev desværre ikke ansat nogen efter de afholdte samtaler.

Uddannelsesteam og organisering:
Line Mertz er indtrådt i uddannelsesteamet. Derudover forventes det, at der kommer en UKYL mere i løbet af foråret. Afdelingen skal fortsat afklare den fremtidige organisering, herunder en afklaring af antallet af UAO’er.

Inspektorbesøg og SST-rapport:
En større rapport til Sundhedsstyrelsen, på baggrund af tidligere inspektorbesøg, er blevet returneret med en meget positiv tilbagemelding. De aktuelle indsatser på BUA vurderes som gode, og næste inspektorbesøg forventes om fire år.

Tre timers møde i oktober – kompetencevurdering:
Der er afholdt et tre timers møde i oktober med fokus på kompetencevurdering i hele psykiatrien. Arbejdet centrerer sig om fire konkrete tiltag:

  1. Refleksivt kompetencekort

    • Kompetencekort 21 fra Region Syd rummer et refleksivt element, som kan tjene som inspiration (Sara oplyste, at det kan findes på BUPnet.dk).
    • Region Midt arbejder videre med området og tager det op igen på næste uddannelsesudvalgsmøde.
  2. Overblikskort over kompetencer – et visuelt overblik over mål og feedbackmuligheder, herunder vejlederkontakter. Formålet er at give lægerne en tydeligere støtte i kompetenceopnåelsen.

  3. Speciallægebank / EPJ-liste – en tværgående mulighed for, at speciallæger kan registrere relevante patientforløb, som uddannelseslæger kan deltage i, fx ved behov for kompetencer uden for eget afsnit. Tiltaget skal understøtte mesterlære på tværs af alle afsnit og er godkendt af ledelsen. Det vil blive evalueret.

  4. Fysisk kompetencetavle – ønsket om en synlig tavle med overblik over uddannelseslægernes fokusområder i kompetenceopnåelsen. Dette afprøves nu som prøvehandling i både Viborg og Gødstrup.

Alle fire tiltag blev godkendt af afdelingsledelsen, og arbejdsgrupperne arbejder videre.

Øvrige punkter:

  • Det er udfordrende at sikre deltagelse i årsmødet.
  • Zywia fortsætter som UKO på AUH.

Andet:

Som følge af integration og ligestilling mellem psykiatri og somatik i Region Midtjylland har man talt om, om det specialespecifikke uddannelsesudvalg skal mødes oftere fremover. Baggrunden er, at LVR‑forum (som tidligere samlede afdelinger i speciallægeuddannelsen i B&U-psykiatri og psykiatri i RM) er ophørt ifm at psykiatrien organisatorisk er blevet en del af somatikken.

Emnet blev kort vendt på mødet, men der var en opmærksomhed på, at Region Nordjylland ikke har været med i processen og heller ikke har kendt til LVR eller haft et tilsvarende forum. Derfor valgte uddannelsesudvalget ikke at beslutte noget om flere årlige møder på nuværende tidspunkt.

Man afventer i stedet en mere klar udmelding om den fremtidige organisering. Når den kommer, tager man spørgsmålet op igen. Det blev også nævnt, at det kun giver mening at mødes oftere, hvis der faktisk er behov og værdi i det.

 

Børne- og Ungdomspsykiatrien, Aalborg Universitetshospital

Udflytning og organisatoriske ændringer:
Afdelingen står foran en større udflytning, som forventes at fylde meget og få betydning for uddannelsesforløbene. I en overgangsperiode skal flere matrikler dækkes i vagten, da afdelingerne i børne- og ungdomspsykiatrien flytter på forskellige tidspunkter. Skadestuen kommer til at ligge et andet sted end resten af B&U-psykiatrien, hvilket medfører en to måneders periode, hvor forvagter skal dække flere områder, inkl. tilkaldevagt. Dette vil trække ressourcer fra de ambulante funktioner.

Efter flytningen forventes det, at voksenpsykiatrien fortsat håndterer børnepatienter om natten, da vagtregistreringer viser, at ca. 2 timer ud af en nattevagt vedrører børnepatienter.

Uddannelsesmøder og vejledning:
Vejledermøderne er omlagt og fungerer nu som uddannelsesmøder af 45 minutters varighed. Både uddannelseslæger og vejledere deltager, da der har været behov for nytænkning og mere fælles dialog. Møderne afholdes kvartalsvist og er stadig i afprøvning. Fremmødet blandt speciallægerne har dog været lavt.

På det seneste uddannelsesmøde blev evalueringerne for 2025 gennemgået. Fokus var både på forbedringsmuligheder og på at anerkende områder og medarbejdere, hvor tingene fungerer godt.

Ressourcer og struktur:
Der er fortsat speciallægemangel i afdelingen, særligt set i forhold til antallet af uddannelseslæger. Den kommende sammenlægning med somatikken medfører desuden mange mødeindkaldelser og henvendelser, hvilket gør det udfordrende at navigere i og prioritere. Der er behov for at sikre, at relevante elementer indgår i den generelle introduktion til somatikken.

Øvrige punkter:

  • Hanna Lilholt fortsætter som UKO i Aalborg.

 

 

Sagnr.: 1-30-72-200-22

4. Planlægning af vejlederdag 1. maj 2026

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget aftaler det faglige indhold til vejlederdagen

Beslutning

Uddannelsesudvalget havde følgende forslag til emner:

  • Opfølgning på sidste vejlederdag. Hvordan er det gået siden sidst?
  • Lokale forhold
    • Patientplanlægning
    • Udflytning
  • Transition
  • Refleksiv kompetencekort
  • Kommunikation i vejledning (Jane Ege Møller)
  • Karrierevejledning
  • Vejlederrollen ift at vejlede ny uddannelseslæge i specialet
    • Rekruttering --> god landing
    • Kultur --> tryghed (hvad virker/hvad virker ikke)
    • Fælles ansvar
    • Rollemodeller
  • UKYLer --> erfaringer (fx interview at I-læger ift at starte i specialet. Indsamling af erfaringer og oplevelser fra I-lægerne). Hvad oplever I-lægerne som god/mindre god vejledning i starten af introstillingen?

Christine Ebbesen tager kontakt til Jane Ege Møller for at høre, om hun har mulighed for at deltage og høre hvad hun har mulighed for at byde ind med ift. de forslag, der kom frem fra uddannelsesudvalget.

Forslag om at invitere Zywia, da hun også har deltaget i et årsmøde, hvor temaet var introduktion.

Sagnr.: 1-30-72-200-22

5. Status på 360 graders evaluering og arbejdet med ny spørgeramme

Sagsfremstilling

Der gives en status på arbejdet med spørgerammen fra arbejdsgruppen, som består af Sara, Anne, Lise og Carina.

Beslutning

Anne og Lise (Region Midtjylland) har arbejdet med spørgerammen og justeret den, så den ligger tættere på den oprindelige version. Anne har præsenteret arbejdet i det tidligere LVR‑forum i psykiatrien. Der er kommet enkelte input til justeringer.

Region Nordjylland (Sara og Carina) har taget spørgerammen i brug, men har endnu ikke haft den i anvendelse længe nok til at kunne evaluere forskellene mellem deres version og den oprindelige.

Hvis Region Midtjylland laver sproglige eller indholdsmæssige ændringer, skal disse også tilpasses i Region Nordjylland, så begge regioner arbejder ud fra samme spørgeramme. Midt sender derfor deres ændringsforslag til Nord, som kan indarbejde dem efter behov. Der lægges op til fortsat dialog mellem Nord og Midt om indholdet.

Punktet sættes på dagsordenen igen til næste uddannelsesudvalgsmøde.

Sagnr.: 1-31-77-112-25

6. Nyt fra VUS

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

NYT FRA VUS

Opslåede og besatte introduktionsstillinger
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om opslåede og besatte introduktionsstillinger for Videreuddannelsesregion Nord for 2025 (Se bilag: Indberetning af introduktionsstillinger 2025). Tallene for 2025 kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk.

Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger i Videreuddannelsesregion Nord for 2. halvår 2025 inkl. fleksforløb samt hele 2025 (Se bilag: Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger - Videreuddannelsesregion Nord). Tallene for 2. halvår 2025 samt hele 2025 kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk. Tallene kan bl.a. bruges som et redskab til karrierevejledning af uddannelsessøgende.

Beslutning

Der var spørgsmål til, hvordan data for besatte/ubesatte HU-forløb i B&U psykiatri skulle forstås. Kasper kunne præcisere data på baggrund af de afsluttede ansættelsesrunder i 2025:

AnsættelsesrundeOpslåetBesatteUbesatte
2025 1. halvår9 (heraf 3 genopslag)81
2025 2. halvår6 (heraf 1 fleksforløb)6 (heraf 1 dublering, hvilket betyder der var et ubesat forløb)1
i alt15142

Med 14 besatte forløb var der i forhold til dimensioneringen (11 HU-forløb i alt) ingen ubesatte forløb i 2025.

Kasper kunne desuden fortælle, at udvidelsen og placeringen af de ekstra intro- og HU-stillinger ifm ny dimensioneringsplan blev godkendt i DRRLV i december sidste år. Derudover fortalte han også, at den pågældende speciallægepraksis, der havde henvendt sig med ønsket om at indgå i speciallægeuddannelsen, har fået uddannelsesudvalgets vurdering tilsendt og at speciallægepraksissen, indtil videre, ikke har vendt tilbage efterfølgende.

 

Sagnr.: 1-30-72-200-22

7. Udarbejdelse af uddannelsesprogrammer

Sagsfremstilling

Da der er blevet lavet nyt forløbstyper for hoveduddannelsesforløbene, skal der tilsvarende laves nye uddannelsesprogrammer. Uddannelsesudvalget skal derfor arbejde med opdatering af uddannelsesprogrammerne på selve uddannelsesudvalgsmødet samt lægge en plan for den videre proces med at få uddannelsesprogrammerne færdiggjort. 

Beslutning

Uddannelsesudvalget vurderede ikke, at der var behov for at ændre i fordelingen af kompetencer ift de 4 delansættelser i de nye forløbstyper. Det eksisterende kompetenceskema kan derfor overføres direkte til de nye forløbstyper. Det sørger Kasper for.

Uddannelsesudvalget gik i gang med at opdatere uddannelsesprogrammet for H1 Unge året for henholdsvis Region Nordjylland og Region Midtjylland.

Der sigtes efter at få uddannelsesprogrammerne færdige til foråret, så de kan blive vurderet i UGUP (Udvalget for godkendelse af uddannelsesprogrammer) den 19. juni 2026. Frist for at indsende uddannelsesprogrammet til vurdering er den 20. maj med henblik på, at Kasper kan samle programmerne og sende til UGUP.

Der arbejdes videre lokalt med at opdatere uddannelsesprogrammer frem mod næste uddannelsesudvalgsmøde den 17. april, hvor der også forventes at blive afsat tid til at få uddannelsesprogrammer færdiggjort.

Uddannelsesudvalget har fået adgang til uddannelsesprogrammerne via Sharepoint, så programmerne kan opdateres derigennem.

Sagnr.: 1-30-72-200-22

8. Eventuelt

Beslutning

Lise Wulf orienterede om et forsøgsprojekt i Viborg, hvor ukomplekse ADHD‑patienter dagudredes i et samarbejde mellem BUA og pædiatrien som led i Region Midts integrationsproces mellem psykiatri og somatik. Projektet er en prøvehandling, men der er faglige og uddannelsesmæssige bekymringer fra børne- og ungdomspsykiatrien.

Uddannelsesgruppen i B&U psykiatrien i RM peger på risikoen for, at opgaver flyttes fra B&U‑psykiatrien til pædiatrien, hvilket kan betyde, at uddannelseslæger i BUA i mindre grad får erfaring med ADHD‑udredning – et centralt kompetenceområde i specialet. Dette kan både påvirke uddannelseskvaliteten og på sigt rekrutteringen til fx Viborg, hvis væsentlige patientgrupper forsvinder fra fagområdet.

Der stilles spørgsmål ved formålet med projektet: om det primært handler om at nedbringe en pukkel, eller om det er tænkt som en varig ændring. Det er også uklart, hvem der skal stå for oplæring af de involverede læger, og om pædiatrien selv er interesseret i at overtage denne type opgaver.

Specialeselskabet er også involveret i sagen med henblik på den faglige del. Uddannelsesgruppen i B&U psykiatri i RM vurderer, at de uddannelsesmæssige bekymringer bør løftes til den lokale ledelse i Region Midt i første omgang, og eventuelt videre op, hvis projektets retning ikke tydeliggøres.

Uddannelsesgruppen i Region Midt vil udarbejde et udkast til et skriv, som PKL vil gennemgå.

Sagnr.: 1-30-72-200-22

9. Næste møde

Sagsfremstilling

Uddannelsesudvalget skal aftale dato for næste møde samt eventuelt hvilke punkter, der skal på dagsordenen. 

Beslutning

Næste uddannelsesudvalgsmøde afholdes den 17. januar i lokale 13 i Regionshuset Aarhus, Olof Palmes Alle 15 fra kl. 09.00 til 14.00

Følgende punkter skal på dagsordenen:

  • Opdatering af uddannelsesprogrammer
  • Opdateret spørgeramme (360 graders evaluering) (RM)
  • Refleksivt kompetencekort (RM)
Sagnr.: 1-30-72-200-22

10. Deltagere

Beslutning

Deltagere

Christine Ebbesen, PKL
Anne Sørensen, UAO, BUA, AUH
Line Granild Bie Mertz, UKYL, BUA, AUH
Lise Wulff, UKYL, BUA, AUH
Sara Zilke Madsen, UKYL, BUA, AUH
Carina Gammelmark, UAO, Børne- og Ungdomspsykiatrien Aalborg
Sara Poulsen, UAO, Børne- og Ungdomspsykiatrien Aalborg
Nina Michelle Triebner, UKYL, Børne- og Ungdomspsykiatrien, Aalborg
Pernille Goul Troelsen, UKYL, Børne- og Ungdomspsykiatrien Aalborg
Christian Petri Foged, Videreuddannelsessekretariatet
Kasper Clausen, Videreuddannelsessekretariatet, referent