Om uddannelsesudvalget
Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.
Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.
Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.
I udvalget finder du altid:
- PKL (formand)
- Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger
- Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen
- Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.
- Udvalg: Intern medicin
- Mødedato: 06. marts, 2026 kl. 13:00
- Mødested: Lokale 16, OPA 15, Regionshuset Aarhus
Pkt. tekst
- 1. Deltagere
- 2. Velkomst og godkendelse af dagsorden
- 3. Status på FSU
- 4. Nye rammer for introduktionsstillinger
- 5. Status på uddannelsesprogrammer
- 6. Orientering om godkendt lægefaglig indstilling
- 7. Fordeling af uddannelsestid mellem Regionshospitaler og Universitetshospitaler
- 8. Nyt fra specialerne
- 9. Næste møde
- 10. Eventuelt
1. Deltagere
Sagsfremstilling
Mads Skipper, sekretariatschef i Videreuddannelsessekretariatet (mødeleder)
Rune Kramer Knudsen, VUS
Sanne Tipsmark, VUS
Mathias Moesgaard, VUS
Bjarke Johannessen Bruun, IM: Endokrinologi
Janne Ladefoged Fassov, IM: Gastroenterologi og Hepatologi
Trine Silkjær, IM: Hæmatologi
Hanne Arildsen, IM: Infektionsmedicin
Bo Løfgren, IM: Kardiologi
Jens Tveen Kjærgaard Bak, IM: Lungesygdomme
Krista Dybtved Kjærgaard, IM: Nefrologi
Annette Schlemmer, IM: Reumatologi
2. Velkomst og godkendelse af dagsorden
Det indstilles,
at udvalget godkender dagsordenen
Beslutning
Mads Skipper orienterede om, at Stig Andersen stopper som PKL i geriatri. Der er ansat en ny PKL som tiltræder pr. 15. marts 2026.
Dagsordenen blev godkendt.
3. Status på FSU
Det indstilles,
at PKL'erne tager orienteringen til efterretning samt drøfter eventuelle opmærksomheder i forbindelse med det kommende implementeringsarbejde i Videreuddannelsesregion Nord.
Sagsfremstilling
Sekretariatschef Mads Skipper orienterer om seneste nyt fra det nationale arbejde med fremtidens speciallægeuddannelse.
Beslutning
Mads orienterede om seneste nyt fra arbejdet med FSU og arbejdsgruppernes rolle. Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse har givet bemærkninger til udkast i december 2025, som arbejdsgrupperne efterfølgende har behandlet i januar 2026. Det skulle oprindeligt have været sendt i høring i februar 2026, men det er udskudt pga. folketingsvalget i marts 2026. Det forventes, at PKL'erne vil blive indirekte høringspart gennem DRRLV.
4. Nye rammer for introduktionsstillinger
Det indstilles,
at udvalget drøfter konsekvenserne af de nye begrænsninger for antal introduktionsstillinger i intern medicin. Særligt med henblik på tolkning og administration heraf ved brede intern medicinske afdelinger.
Sagsfremstilling
Sekretariatschef Mads Skipper orienterer om seneste nyt.
Danske Regioner har udmeldt rammer for den praktiske udmøntning af Forårsaftalen 2025 vedrørende begrænsninger på antal introduktionsstillinger i samme speciale.
Fra 1. juli 2026 og fremadrettet kan en læge ikke ansættes i en introduktionsstilling i et speciale i følgende tilfælde:
- vedkommende har allerede gennemført en godkendt introduktionsstilling i samme speciale (se særligt for intern medicin nedenfor).
- vedkommende har gennemført mere end halvdelen af introduktionsstillingen og ansættelsen er afbrudt uden gyldig grund.
Særligt for intern medicin
- Inden for den intern medicinske blok kan en læge maksimalt ansættes i to introduktionsstillinger, og disse skal være placeret i to forskellige internmedicinske specialer.
- De to introduktionsstillinger i den intern medicinske blok kan være placeret på samme afdeling, men skal være i to forskellige specialer.
Ansvar
Det er ansættelsesudvalget og ansættende ledelse ifm. ansættelse af introduktionslæger, der har ansvaret for ikke at ansætte læger, der allerede har én eller flere introduktionsstillinger i samme speciale.
Dispensation
Der er mulighed for at søge om dispensation i særlige tilfælde ved videreuddannelsesregionerne. Herunder
- hvis en tidligere godkendt introduktionsstilling ikke længere vurderes at være tidssvarende på grund af udviklingen i specialet.
- hvis der har været en gyldig grundet til at afbryde en påbegyndt introduktionsstilling.
Danske Regioner og Videreuddannelsesregionerne arbejder på en mere specifik vejledning og FAQ, hvad angår tolkning af rammerne.
Beslutning
Mads orienterede om, at der er udsendt en vejledning til sundhedsdirektørkredsen under Danske Regioner. Såfremt vejledningen kan godkendes, vil den blive offentliggjort. PKL'erne påpegede vigtigheden af at få nedfældet dispensationsmulighederne samt at vejledningen gældende for intern medicin udformes på en måde, hvor den ikke bliver unødigt begrænsende.
Både den ansættende afdeling og uddannelseslægen vil få mulighed for at søge om dispensation.
5. Status på uddannelsesprogrammer
Det indstilles,
at PKL'erne giver en status på opdateringsprocessen med uddannelsesprogrammer for introduktionsuddannelsen i Intern Medicin.
Sagsfremstilling
Sundhedsstyrelsen udgav i sommeren 2025 en ny målbeskrivelse for introduktionsuddannelsen i intern medicin. Videreuddannelsessekretariatet udsendte i den forbindelse en orientering til PKL'erne med en opfordring til at iværksætte en opdateringsproces for uddannelsesprogrammerne. Se vedhæftede mail. Størstedelen af uddannelsesprogrammerne er i mål. Videreuddannelsessekretariatet ønsker, at PKL'erne giver en status på opdateringsprocessen og vurderer, hvorvidt der er behov for yderligere support til de afdelinger, som endnu ikke er i mål med opdateringsarbejdet.
Oversigt over godkendte uddannelsesprogrammer kan findes via link - https://regionmidtjylland.sharepoint.com/:x:/r/sites/SAM-KoncernHUSundhedsuddannelser-KONCERNHR/_layouts/15/Doc.aspx?sourcedoc=%7B64D7907E-A0DD-4196-8834-310D9F4C750D%7D&file=Status%20p%C3%A5%20I-programmer%20-%20Intern%20Medicin.xlsx&action=default&mobileredirect=true
Beslutning
Sekretariatet gav status på uddannelsesprogrammer for introduktionsuddannelsen i intern medicin og sender oversigt ud på mail sammen med referatet.
Baggrunden for manglende opdatering i Aalborg er udflytning til det nye sygehus.
Sekretariatet sender påmindelse til Hjørring, så der er ingen behov for yderligere support.
Bilag
6. Orientering om godkendt lægefaglig indstilling
Det indstilles,
at udvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
Den lægefaglige indstilling for introduktionsuddannelsen i intern medicin blev godkendt ved Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse den 3. december 2025.
Den gældende lægefaglige indstilling er vedlagt som bilag.
Beslutning
Mads Skipper orienterede om, at den nye lægefaglige indstilling for introduktionsuddannelsen i intern medicin er godkendt. Den fordeler de ekstra i-stillinger, der følger af opdimensioneringen for 2026-2030.
Hanne Arildsen følger op på, om den delte introduktionsstilling mellem reumatologisk afdeling og infektionsmedicinsk afdeling fortsat er aktuel.
Bilag
7. Fordeling af uddannelsestid mellem Regionshospitaler og Universitetshospitaler
Det indstilles,
at PKL'erne drøfter specialespecifikke og fælles opmærksomheder ift. udmøntningen af den politiske intention om mere uddannelsestid på Regionshospitaler
at PKL'erne vurderer, om der er behov for at identificere fælles pejlemærker for udmøntningen af den politiske intention i de intern medicinske specialer
Sagsfremstilling
- Det er en forventning, at fremtidens speciallægeuddannelse skal afspejle de politiske intentioner om mere uddannelsestid ved Regionshospitalerne med henblik på et mere borgernært sundhedsvæsen samt styrkelse af rekrutteringen. Selvom der ikke for nuværende er konkrete regionale aftaler ift. omfordelingen af uddannelsestid, bedes PKL'erne i intern medicin forholde sig til, hvordan de intern medicinske specialer bedst muligt kan udmønte den politiske intention i Videreuddannelsesregion Nord.
- Hver PKL giver en status for deres speciale med henblik på afdækning af specialespecifikke overvejelser/opmærksomheder, som kan være relevant at videndele.
- PKL'erne i Intern Medicin kan, på baggrund af drøftelserne, vurdere om der er behov for at identificere og fastlægges fælles pejlemærker for udmøntningen af den politiske intention i de intern medicinske specialer.
Beslutning
Opgaven for PKL'erne
Udvalget drøftede, hvordan PKL'erne i de intern medicinske specialer skal forholde sig til de politiske ambitioner, og hvilket mandat der er behov for til at gå videre med drøftelserne i eget speciale.
Mads Skipper opfordrede til at PKL'erne, med de politiske ambitioner i ryggen, går i gang med den uddannelsesmæssige analyse allerede nu:
- hvilke kompetencer i specialet kan varetages på regionshospital?
- hvordan kan den viden omsættes i konkrete forløbssammensætninger?
- er der opbakning/modstand blandt uddannelsesudvalg/cheflæger?
På den baggrund vil specialerne være klar til at forholde sig til/omsætte ambitionen, senest når de nye målbeskrivelser foreligger.
Uddannelsesmæssige effekter
Det blev samtidig bemærket, at målbeskrivelserne forventes at ændre nogle af rammerne for uddannelsen. Hvis flere uddannelseselementer fremover placeres på regionshospitaler, kan det få betydning for både drift og kvalitet på universitetshospitalerne og stille større planlægningsmæssige krav.
Der var en opmærksomhed på, at specialerne selvfølgelig fortsat skal kunne stå på mål for kvaliteten af uddannelsen. Samtidig blev det understreget, at retorikken omkring forholdet mellem drift og uddannelse bør håndteres med omtanke.
Flere forhold blev fremhævet som væsentlige at være opmærksom på i den videre proces, herunder:
om regionshospitalerne har økonomi og kapacitet til at varetage flere hoveduddannelsesårsværk
betydningen for kvalitet, kapacitet og rekruttering
behovet for at monitorere eventuelle utilsigtede konsekvenser
Der blev desuden peget på vigtigheden af fortsat at prioritere og understøtte stærke uddannelsesmiljøer på regionshospitalerne.
8. Nyt fra specialerne
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget tager orienteringerne til efterretning, og drøfter om de giver anledning til fælles tværgående indsatser
Sagsfremstilling
Hver PKL orienterer om, hvad der pt. fylder uddannelsesmæssigt i forhold til rollen som PKL.
Beslutning
Mads orienterede om, at PKL'erne har mulighed for at komme med bemærkninger til specialebeskrivelserne i begge driftsregioner.
PKL'erne orienterede om, hvad der rører sig på uddannelsesområdet i specialerne og i rollen som PKL.
Fælles for de fleste specialer fylder specialebeskrivelserne, som aktuelt er i høring.
Endokrinologi
- Arbejder på at få Thisted til at indgå fast i forløbskadencen, og afdelingen har allerede fået gode erfaringer med aktuelle ad hoc hoveduddannelsesforløb i endokrinologi.
- Øget brug af diabetesteknologi som f.eks. insulinpumper kræver tydeligere definition af kursusbehov, målgruppe og sikring af transfer.
Gastroenterologi og Hepatologi
- Ikke meget nyt i specialet, men har også specialebeskrivelse til høring.
Hæmatologi
- Inspektorrapport for afdelingen i Aalborg har fyldt en del, og nu er de også udfordret med flytningen til det nye sygehus.
Infektionsmedicin
- PKL har været på besøg i Hjørring efter inspektorbesøg. Det var en positiv oplevelse, som har bidraget til større fokus på uddannelsen i afdelingen.
- Har fået et HU-forløb i Thisted.
Kardiologi
- Planlægger en PKL-besøgsrunde.
- Ser på hvordan uddannelsestiden kan omlægges for HU-forløb.
- Specialet oplever at være presset i Randers, hvor uddannelseslægerne har sendt en bekymringsmail til hospitalsledelsen.
Lungesygdomme
- PKL har næsten færdiggjort en besøgsrunde og mangler kun Aalborg. Det har været godt og lærerigt.
- Der har været lidt udfordringer med uhensigtsmæssige forløb, hvor specialet har været udsat. Det påvirker afdelingerne, og PKL prøver at hjælpe i sin rolle som PKL.
Nefrologi
- Fordelingen af uddannelsestid fylder for specialet.
- PKL har brugt en del tid på overflyttelse af et konkret HU-forløb til Færøerne, men har en god fornemmelse med afdelingen på Færøerne.
Reumatologi
- Mængden af AP-læger fylder forholdsmæssigt en del i specialet, fordi afsnittene er meget små.
9. Næste møde
Det indstilles,
at udvalget fastsætter en dato for næste møde
Sagsfremstilling
Videreuddannelsessekretariatet foreslår d. 6 eller 22. oktober 2026.
Beslutning
Næste møde bliver den 6. oktober 2026.
Emner til næste møde:
- Hvad betyder orlov for uddannelse?
- Hvilken opmærksomheder skal der være? F.eks. fordeling af funktion under den reelle arbejdstid.
- Hvilken procentsats kan der tillades? Hvornår går det ud over læringsevnen?
- Hvad siger litteraturen? Kan projekt ved Annette Schlemmer fortælle os noget nyt?
- Er deltid overhovedet ensbetydende med et dårligere uddannelsesforløb?
10. Eventuelt
Det indstilles,
at PKL'erne drøfter punkter, som er nævnt under eventuelt.
Beslutning
Håndtering af arbejdstilrettelæggelse i forbindelse med orlov
PKL'erne drøftede arbejdstilrettelæggelse på afdelingerne, når uddannelseslæger går på orlov eller deltid.
- Flere afdelinger har gode erfaringer med at opslå uklassificerede stillinger i perioder, hvor der er behov for det. Frikøb til forskning giver midler, så der kan ansættes andre læger i uklassificerede stillinger og i-stillinger. Uklassificerede stillinger kan ofte godt besættes, selvom der er færre ansøgere til disse stillinger.
- Det kan være vanskeligt at tilrettelægge et uddannelsesforløb på deltid til forskning. 80 % uddannelsesstilling er ofte fint, men det kan hurtigt gå ud over kvaliteten af uddannelsen, hvis det er mindre end det. Det kan give udfordringer med universiteterne, som ofte har et lignende ønske om, at størstedelen af tiden skal gå til forskning.
Godkendelse af kompetencer i slutningen af speciallægeuddannelsen
PKL'erne drøftede relevante overvejelser ved godkendelse af kompetencer i slutningen af uddannelsesforløb, når uddannelseslægen skal søge om speciallægeanerkendelse. Speciallægeanerkendelse kan søges 6 måneder inden færdiggørelse af HU-forløb.
- Behandlingstiden ved STPS har tidligere været 6 måneder, men er nu 3 måneder.
- Kompetencer må ikke godkendes før de er opnået.