Om uddannelsesudvalget
Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.
Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.
Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.
I udvalget finder du altid:
- PKL (formand)
- Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger
- Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen
- Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.
Dagsordener og referater
- Udvalg: IM Gastroenterologi - uddannelsesudvalg
- Mødedato: 07. april, 2026 kl. 13:00
- Mødested: Lokale 17, OPA 15, Regionshuset Aarhus
Pkt. tekst
- 1. Velkomst og godkendelse af dagsorden
- 2. Opfølgning på referat fra seneste møde
- 3. Erfaringerne med overdragelse mellem delansættelser
- 4. Drøftelse om fremtidige forløbssammensætninger og fordeling af uddannelsestid
- 5. Status på uddannelsesprogrammer
- 6. Orientering om godkendt lægefaglig indstilling for hoveduddannelse
- 7. Nyt fra afdelingerne
- 8. Nyt fra VUS
- 9. Næste møde
- 10. Eventuelt
- 11. Deltagere
1. Velkomst og godkendelse af dagsorden
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget godkender dagsordenen.
Sagsfremstilling
Der gøres opmærksom på, at mødet afholdes med fysisk deltagelse.
Beslutning
Dagsordenen blev godkendt.
2. Opfølgning på referat fra seneste møde
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget godkender referatet.
Sagsfremstilling
Referatet fra det seneste møde i uddannelsesudvalget er vedlagt som bilag.
Beslutning
Referatet blev godkendt.
Bilag
3. Erfaringerne med overdragelse mellem delansættelser
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget drøfter de nuværende erfaringer med formaliseret overdragelse mellem delansættelserne via skema.
Sagsfremstilling
Uddannelsesudvalget aftalte ved det seneste udvalgsmøde, at der fremadrettet skulle ske formaliseret overdragelse mellem delansættelserne. Uddannelsesudvalget bedes således følge op og dele erfaringerne med den formaliseret overdragelse mellem delansættelserne.
Beslutning
Udvalget drøftede erfaringerne med den formaliserede overdragelse mellem delansættelser med deltagelse fra HU-læge, nuværende vejleder og kommende vejleder.
Udvalget delte følgende erfaringer:
- Overdragelsesproceduren kræver tilvænning, men de foreløbige erfaringer har været positive.
- Overdragelsen bidrager til en mere sammenhængende uddannelse på tværs af afdelinger.
- Ordningen kan anvendes både ved forløb med udfordringer og ved velfungerende forløb for at sikre kontinuitet.
- Der er behov for flere overdragelser, før der kan konkluderes noget. Afdelingerne fortsætter med den formaliserede overdragelse mellem delansættelser.
4. Drøftelse om fremtidige forløbssammensætninger og fordeling af uddannelsestid
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget drøfter specialespecifikke opmærksomheder ift. udmøntningen af den politiske intention om mere uddannelsestid på Regionshospitaler.
Sagsfremstilling
Det er en forventning, at fremtidens speciallægeuddannelse skal afspejle de politiske intentioner om mere uddannelsestid ved Regionshospitalerne med henblik på et mere borgernært sundhedsvæsen samt styrkelse af rekrutteringen. Selvom der ikke for nuværende er konkrete regionale aftaler ift. omfordelingen af uddannelsestid, bedes uddannelsesudvalget i Gastroenterologi og Hepatologi forholde sig til, hvordan man bedst muligt kan udmønte den politiske intention i Videreuddannelsesregion Nord.
Beslutning
PKL orienterede om den overordnede politiske linje med ønske om at prioritere uddannelsestid på regionshospitaler og afslutte forløb der. Dette gav anledning til en faglig drøftelse af de eksisterende forløbstyper i specialet, herunder den nuværende sammensætning med fire delansættelser, som understøtter progression fra bred intern medicin til det mere specialiserede.
I drøftelsen blev følgende forhold fremhævet:
- Den nuværende forløbssammensætning vurderes fagligt meningsfuld og giver god mulighed for progression.
- Skift mellem afdelinger stiller stigende krav til HU-lægen og bidrager til læring.
- Gentagne skift mellem de samme to afdelinger giver samtidig genkendelighed og kontinuitet.
Der er generel tilfredshed i udvalget med den eksisterende forløbssammensætning i specialet. Udvalget lagde vægt på, at vurderingen af forløbssammensætninger skal tage udgangspunkt i uddannelsesmæssige hensyn.
Udvalget følger udviklingen og genoptager drøftelsen på et senere tidspunkt.
5. Status på uddannelsesprogrammer
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning samt indleder en proces med at opdatere uddannelsesprogrammerne.
Sagsfremstilling
Følgende uddannelsesprogrammer skal opdateres i løbet af 2026. De er enten for gamle eller udløber i løbet af 2026.
| Hoveduddannelse i Gastro og Hepa |
| RH Nordjylland - Aalborg UH - RH Nordjylland - Aalborg UH |
| RH Randers - Aalborg UH - RH Randers - Aalborg UH |
| RH Randers - Aarhus UH - RH Randers - Aarhus UH |
| RH Horsens - Aarhus UH - RH Horsens - Aarhus UH |
| Introduktionsuddannelse i Intern Medicin |
| Medicinsk område, RH Nordjylland |
Udkast til nye uddannelsesprogrammer skal fremsendes til den postgraduate kliniske lektor seneste d. 19. maj. Videreuddannelsessekretariatet skal senest have dem i hænde d. 1. juni. De forventes behandlet ved UGUP d. 19. juni. 2025. Rune Knudsen er på barsel indtil d. 29. juni, hvorfor uddannelsesprogrammerne skal sendes til funktionspostkassen - vus@stab.rm.dk. Herefter vil en sekretær sørge for, at de kommer videre til den vikarierende sagsbehandler.
Beslutning
PKL orienterende om, at arbejdet med at opdatere uddannelsesprogrammerne afventer den nye målbeskrivelse, som forventes færdiggjort og fremsendt til Sundhedsstyrelsen inden sommerferien 2026. Herefter skal uddannelsesprogrammerne gennemgås og opdateres.
6. Orientering om godkendt lægefaglig indstilling for hoveduddannelse
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Den lægefaglige indstilling for hoveduddannelsen i Gastroenterologi og Hepatologi blev godkendt ved Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse d. 3. december 2025. Den godkendte lægefaglige indstilling er vedhæftet som bilag.
Beslutning
Udvalget tog orienteringen til efterretning.
Bilag
7. Nyt fra afdelingerne
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget orienterer om uddannelsesmæssige problemstillinger og nye uddannelsestiltag fra afdelingen, hvis der er sket noget siden sidste møde.
Sagsfremstilling
Punktet vil kun indgå, hvis én eller flere afdelinger har relevante nyheder at dele.
Beslutning
Afdelingerne delte aktuelle uddannelsesmæssige forhold og tiltag.
RH Nordjylland
- Afdelingen har fortsat oplevet udfordringer med skopioplæring. 500 patienter som tidligere har været tilknyttet Hjørring bliver flyttet til Thisted som følge af den nye sundhedsreform. Det giver håb for at kunne reducere ventelisterne i Hjørring og give bedre mulighed for skopioplæring, som foregår som et tre ugers intensivt oplæringsforløb.
Aalborg UH
- Thomas er ny UAO på afdelingen.
- Mange organisatoriske ændringer med bl.a. flytning til Aalborg Øst med den kirurgiske afdeling som nye naboer. Det har bidraget positivt med et tættere samarbejde og fælles sekretariat.
RH Randers
- Afdelingen har aktuelt 4 HU-læger fordelt på fase 1 og fase 3.
- Har nu skopioplæring både tirsdag og onsdag. Tidligere var det kun onsdag.
- Sætter HU-læger i fase 3 i ambulatoriet med kontrolpatienter med mulighed for supervision af speciallæge.
- God bemanding og velfungerende uddannelsesmiljø.
RH Gødstrup
- Afdelingen går fra 4 til 2 HU-læger i en periode.
- Afdelingen har været presset på opgaver og supervision af uddannelseslæger, men forventer, at det bliver bedre.
- Nedjustering i antallet af I-læger i specialet.
HE Midt
- Fortsat arbejde med ensretning efter fusionen, herunder ny skemalægning.
- Afdelingen havde rutinemæssigt inspektorbesøg i november, som samlet set var meget positivt trods den nylige fusion.
- Inspektorrapporten pegede på behov for øget fokus på forskning.
- Uddannelseslægerne er tilknyttet flere matrikler (Viborg, Skive og Silkeborg) samt fokuserede ophold, hvilket kan være udfordrende. Skopioplæring foregår både i Silkeborg og Viborg alt efter forløbstypen, og afdelingen forsøger at tage højde for de forskellige matrikler og transport.
Aarhus UH
- Udskiftning blandt sygeplejersker på sengeafsnit og oplæring af nye medarbejdere. Afdelingen lukker midlertidigt fire senge for at sikre ro til oplæring af sygeplejersker.
- HU-læger indgår i uddannelsesteams sammen med speciallæge og sygeplejerske, så de ser flere patienter sammen med en speciallæge. Uddannelsessporene kobles fra den 1. september 2026 på et rul af speciallægespor.
RH Horsens
- Afdelingen er gået fra 4 til 3 HU-læger, hvilket vurderes passende.
- Udfordringer med skopioplæring, men har nu to oplæringsdage om ugen.
- Stærkt forskningsteam med 3 meget forskningsaktive speciallæger, hvilket giver gode muligheder for inddragelse af uddannelseslæger i forskningsprojekter.
- Afdelingen får en ny UAO med tiltrædelse den 1. maj 2026.
8. Nyt fra VUS
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget tager orienteringerne til efterretning.
Sagsfremstilling
Nye regler for antal introduktionsstillinger i samme speciale (jan 2026)
Fra 1. juli 2026 og fremadrettet kan en læge ikke ansættes i en introduktionsstilling i et speciale i følgende tilfælde
- vedkommende allerede har gennemført en godkendt introduktionsstilling i samme speciale (se særligt for intern medicin længere nede).
- vedkommende har gennemført mere end halvdelen af introduktionsstillingen og ansættelsen er afbrudt uden gyldig grund.
Særligt for intern medicin:
- Inden for den intern medicinske blok kan en læge maksimalt ansættes i to introduktionsstillinger, og disse skal være placeret i to forskellige internmedicinske specialer.
- De to introduktionsstillinger i den intern medicinske blok kan være placeret på samme afdeling, men skal være i to forskellige specialer.
Ansvar
Det er ansættelsesudvalget og ansættende ledelse ifm. ansættelse af introduktionslæger, der har ansvaret for ikke at ansætte læger, der allerede har én eller flere introduktionsstillinger i samme speciale.
Dispensation
Der er mulighed for at søge om dispensation i særlige tilfælde ved videreuddannelsesregionen. Herunder:
- hvis en tidligere godkendt introduktionsstilling ikke længere vurderes at være tidssvarende på grund af udviklingen i specialet.
- hvis der har været en gyldig grundet til at afbryde en påbegyndt introduktionsstilling.
Specialevalgsdag 2026 (januar 2026)
Sæt kryds i kalenderen den 5. november 2026, hvor der afholdes Specialevalgsdag kl. 15.15 - 18.30 i personalekantinen på AUH. Specialerne vil traditionen tro få mulighed for at have en stand. Specialevalgsdagen planlægges og holdes i år af Videreuddannelsessekretariatet.
Videreuddannelsessekretariatet Nord håber, at alle specialerne stiller op med repræsentanter og laver en stand.
Fleksibilitet i antal I-stillinger (november 2025)
På møde i Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse den 5. marts 2015 godkendte Rådet et revideret administrationsnotat for fleksibilitet i antal I-stillinger (se bilag: Administrationsnotat fleksibilitet i antal I-stillinger). Notatet beskriver mulighederne for, hvorvidt afdelinger kan få flere introduktionsstillinger end det maksimum, som de er angivet til i den lægefaglige indstilling.
På baggrund af søgning til hoveduddannelsen i 2025 udarbejdet opdaterede pejlemærker for, hvornår en afdeling kan søge om I-stillinger, der overskrider afdelingens maksimumsdimensionering (se bilag: Specialer fordelt efter søgning til h-forløb - 2025). Der er sket følgende ændringer:
| Speciale | Fra | Til |
| Anæstesiologi | Lav | Middel |
| Dermato-venerologi | Lav | Middel |
| Kl. farmakologi | Lav | Middel |
| Kl. mikrobiologi | Lav | Middel |
| Retsmedicin | Lav | Middel |
Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger (november 2025)
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger i Videreuddannelsesregion Nord for 2. halvår 2025 inkl. fleksforløb samt hele 2025 (Se bilag: Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger - Videreuddannelsesregion Nord). Tallene for 2. halvår 2025 samt hele 2025 kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk. Tallene kan bl.a. bruges som et redskab til karrierevejledning af uddannelsessøgende.
Status for revision af den lægelige videreuddannelse (august 2025)
Udarbejdelse af specialebeskrivelser er i gang og forventes at være i mål til sommeren 2026.
SST har derudover nedsat 3 ekspertgrupper, der skal komme med anbefalinger til
- Et fælles format for fremtidens målbeskrivelser samt anbefalinger til en bæredygtig model for udarbejdelse og løbende revision
- En revision/modernisering af de 7 lægeroller så de er tidssvarende og passer til fremtidens sundhedsvæsen. De reviderede lægeroller skal indgå i fremtiden målbeskrivelser
- Et fælles kompetencevurderingsprogram, der skal bruges i fremtidens målbeskrivelser, og med fokus på kvalitet, der understøtter systematisk kompetencevurdering
Arbejdet i de tre grupper foregår efteråret 2025 og skal afrapporteres til Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse i december 2025.
Sundhedsstyrelsen planlægger dermed med at bruge 2026 på specialbeskrivelser, specialeplan og klargøring og afprøvning af nyt format for målbeskrivelser.
Medicinsk Uddannelseskonference 2026 (august 2025)
Der afholdes Medicinsk Uddannelseskonference (MUK) på Comwell Centralværkstedet i Aarhus den 27.-29. september i 2026. Tilmeldingen åbnes den 2. marts 2026.
Dimensioneringsplan 2026-2030 (august 2025)
Sundhedsstyrelsen offentliggjorde den 27. juni 2025 den nye dimensioneringsplan for speciallægeuddannelsen. Dimensioneringsplanen er gældende for perioden 2026-2030.
På landsplan øges den samlede dimensioneringsramme fra 1.140 i den nuværende dimensioneringsplan til 1.240 hoveduddannelsesforløb i den kommende dimensioneringsplan. I Videreuddannelsesregion Nord sker der ændringer i følgende specialer: almen medicin, børne- og ungdomspsykiatri, IM: gastroenterologi og hepatologi, IM: geriatri, IM: kardiologi, neurologi, psykiatri, retsmedicin og urologi.
Øvrige ændringer:
- Der indføres et loft over antallet af introduktionsstillinger per læge med maksimalt én introduktionsstilling inden for det samme speciale, dog maksimalt to inden for intern medicin.
- Etablering af flere uddannelsesforløb, hvor hele eller dele af forløb placeres uden for de store byer samt en større andel af forløbe der afsluttes i et lægedækningstruet område.
- Mulighed for oprettelse af ekstraordinære hoveduddannelsesforløb i almen medicin, geriatri, psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri - op til 30 ekstraordinære uddannelsesforløb på landsplan årligt.
- Fleksforløbsordningen afskaffes
Videreuddannelsessekretariatet koordinerer i samarbejde med PKL arbejdet med implementering af dimensioneringsplanen.
Dimensioneringsplanen kan findes på Sundhedsstyrelsen hjemmeside via følgende link: Flere speciallæger uddannes frem til 2030 | Sundhedsstyrelsen
Beslutning
Udvalget tog orienteringen til efterretning.
Bilag
9. Næste møde
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget finder en ny dato mv. for næste møde.
Sagsfremstilling
Dato for næste møde, punkter på næste møde, tema og emner.
Beslutning
Næste møde afholdes tirsdag den 8. december 2026 i forlængelse af ansættelsessamtaler.
10. Eventuelt
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget drøfter emner, som er blevet fremført under mødet.
Sagsfremstilling
- Orientering om godkendt lægefaglig indstilling for forskningstræning.
Beslutning
Udvalget drøftede konsekvenserne af de nye rammer for I-stillinger og den mulige betydning for fremtidig bedømmelse af ansøgere til HU-forløb i specialet.
Emnet tages op på et kommende møde, hvis der til den tid foreligger nye afklaringer om ansættelsesproceduren.
11. Deltagere
Det indstilles,
at uddannelsesudvalget tager deltagerlisten til efterretning.
Beslutning
Tilstede:
Janne Ladefoged Fassov, PKL og UAO. Aarhus Universitetshospital
Søren Lyhne, Overlæge. RH Randers
Anders Bergh Lødrup, Overlæge. RH Gødstrup
Sabine Becker, Overlæge. HE Midt
Tea Lund Laursen, Hoveduddannelseslæge. RH Randers
Christa Marie Culmbach Fernis, Overlæge. RH Nordjylland
Thomas Deleuran, UAO. Aalborg UH
Lise Svenningsen, Overlæge. RH Horsens
Mathias Moesgaard, VUS (referent)