Om uddannelsesudvalget

Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.

Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.

Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.

I udvalget finder du altid: 

  • PKL (formand) 
  • Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger 
  • Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen 
  • Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.

Dagsordener og referater

Se alle
  • Udvalg: IM Hæmatologi - uddannelsesudvalg
  • Mødedato: 29. oktober, 2025 kl. 16:00
  • Mødested: Lokale 18, OPA 15, Regionshuset Aarhus
Sagnr.: 1-30-72-239-22

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget godkender dagsordenen.

Sagsfremstilling

Der gøres opmærksom på, at mødet afholdes med fysisk deltagelse. 

Beslutning

Dagsordenen blev godkendt. 

Sagnr.: 1-30-72-239-22

2. Opfølgning på referat fra seneste møde

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget godkender referatet.

Sagsfremstilling

Referatet fra det seneste møde i uddannelsesudvalget er vedlagt som bilag.

Beslutning

Referatet blev godkendt. 

Sagnr.: 1-30-72-239-22

3. Common trunk

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget drøfter indholdet af common trunk opholdet under hoveduddannelsen i Hæmatologi. Herunder hvad der er essentielt for et common trunk ophold. 

Sagsfremstilling

Uddannelsesudvalget bedes drøfte indholdet af common trunk opholdet. Herunder hvad der skal være fokus på og hvordan det opnås under opholdet. Drøftelsen er med henblik på, at den postgraduate kliniske lektor og Videreuddannelsessekretariatet skal kvalificere forløbssammensætningerne inden for specialet. De yngre læger opfordres til at give deres input. 

Beslutning

Den postgraduate kliniske lektor orienterede om baggrunden for dagsordenspunktet. Herunder tendenserne fra forårsreformen samt arbejdet med fremtidens speciallægeuddannelse. Det er hende forventning, at der i fremtiden skal være et større fokus på generalist kompetencer, hvilket formentligt vil forudsætte mere uddannelsestid ved regionshospitalerne. Dette vurderes at være et paradigmeskifte fra den nuværende tankegang om speciallægeuddannelse. 

Ifølge den postgraduate kliniske lektor kan common trunk anskues fra to vinkler. 

  1. Intern medicinske kompetencer som skal opnås i regi af den brede intern medicin.
  2. Intern medicinske kompetencer som skal opnås i regi af hæmatologien. Patientgruppen har ofte allerede intern medicinske problemstillinger, som skal anskues i forlængelse af de hæmatologiske sygdomme. 

 

Bemærkninger fra de yngre læger

  • Hoveduddannelseslægerne som er bosiddende i Region Nordjylland, vurderer, at der vil være en uddannelsesmæssig værdi ved at kombinere den nuværende forløbssammensætning Aalborg-Aarhus med Hjørring eller Hobro. Hoveduddannelseslægerne som er bosiddende i Region Midtjylland, vurderer, at det vil være en geografisk udfordring, hvis Aalborg-Aarhus forløbssammensætningen kombineres med Thisted og Hjørring. Der var dog opbakning til en forløbssammensætning, som indeholder delansættelser ved to eller tre hospitalsenheder. Kombinationen skal dog give mening, således hoveduddannelsesforløbet også er attraktivt for yngre læger, som er bosiddende i Region Midtjylland. 
  • Hoveduddannelseslægerne med Aalborg-Aarhus forløb ser gerne, at der er fokus på mere supervision i den medicinske bagvagtsfunktion. 
  • Hoveduddannelseslægerne ser gerne, at første delansættelse forbliver inden for specialet, således common trunk blokken placeres efterfølgende. 

Generelle bemærkninger 

  • Aalborg UH italesatte, at forløbssammensætningerne skal være attraktive for de yngre. Vi skal undgå at arbejde mod ubesatte forløb. 
  • Der var enighed om, at man bør have længden af delansættelserne for øje. De skal være minimum seks måneder og gerne længere. 
  • RH Gødstrup italesatte, at de yngre læger bør være ansat i intern medicinsk regi og ikke ved en akutmodtagelse. Det vurderes ikke hensigtsmæssigt med ansættelse ved en akutmodtagelse, når der er fokus på intern medicinske kompetencer. 
  • Der var enighed om, at den brede intern medicin fortsat skal prioriteres. Patientgruppen efterspørger også generalist kompetencer, selvom det er et højt specialiseret speciale. 
  • Der var enighed om, at en common trunk blok ved Hobro ikke kan stå alene. Den skal i så fald kombineres med en ansættelse ved en anden medicinsk afdeling. F.eks. Nyre- eller Infektionsmedicinsk afdeling, Aalborg UH.

 

 

 

 

Sagnr.: 1-30-72-239-22

4. Opfølgning på inspektorbesøg ved Hæmatologisk afdeling, Aalborg UH

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Aalborg UH og den postgraduate kliniske lektor giver en kort status på opfølgningsarbejdet efter inspektorbesøget i 2024. 

Beslutning

Aalborg UH orienterede om, at de har modtaget en positiv tilbagemelding på implementeringsarbejdet med den fremlagte handleplan. Der er således planlagt et rutine besøg om fire år. Afdelingen er stadig i proces med enkelte tiltag. De er opmærksom på at udflytningen til NAU, kan få stor betydning for den videre udvikling i afdelingen.

Sagnr.: 1-30-72-239-22

5. Forskningstræning og kurser - Status

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget drøfter status på forskningstræningsmodulet samt kurser i hoveduddannelses regi.

Sagsfremstilling

Der ønskes en status over hvilke forskningstræningsprojekter og kurser, de nuværende HU-læger er i gang med. 

Orienteringen er tiltænkt som en inspiration samt reminder i forhold til hoveduddannelseslæger, der endnu ikke er kommet i gang med forskningstræningsopgaven. 

 

Beslutning

Afdelingerne blev bedt om at give en vurdering af, hvorvidt de oplever, at hoveduddannelseslægerne støder på udfordringer i forbindelse med påbegyndelse af forskningstræningsopgaven. Dette var ikke tilfældet. 

De tilstedeværende hoveduddannelseslæger blev påmindet om, at de skal forholde sig til opgaven, hvis de ikke allerede har gjort det. Forskningstræningsblanketten skal sendes til godkendelse ved den postgraduate kliniske lektor.  

Den postgraduate kliniske lektor orienterede desuden om, at man pga. besparelser i Sundhedsstyrelsen, har været nødsaget til at aflyse et enkelte specialespecifikt kursus i 2025. Det vides ikke, om der vil komme yderligere besparelser i 2026. Den postgraduate kliniske lektor ser gerne, at hoveduddannelseslægerne orienterer hende, hvis de vurderer, at fremtidige aflysninger vil få betydning for deres uddannelse.  

 

Sagnr.: 1-30-72-239-22

6. AMEE 2025

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

UAO Rie Sander Bech holder et kort oplæg, hvor hun præsenterer sine vigtigste take aways fra AMEE 2025. Den postgraduate kliniske lektor supplerer med take aways fra sin onlinedeltagelse i AMEE 2025. 

Beslutning

UAO Rie Sander Bech præsenterede keynotes fra sin deltagelse i udvalgte workshops/symposium/plenary. Se PowerPoint for keynotes.. 

  • The educational Alliance - Workshop
  • Continuing professional development - Symposium 
  • Use of AI - Plenary

 

PKL Trine Silkjær præsenterede keynotes fra sin online deltagelse i udvalgte workshops/symposium/plenary. Se PowerPoint for keynotes.

  • AI i kliniske virke - Symposium 
Sagnr.: 1-30-72-239-22

7. Barselsvikar til Det Nationale Uddannelsesudvalg under Dansk Hæmatologisk Selskab

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Den nuværende yngre læge repræsentant i Det Nationale Uddannelsesudvalg under Dansk Hæmatologisk Selskab skal på barsel, hvorfor der skal indstilles en barselsvikar. Den postgraduate kliniske lektor opfordrer alle interesserede yngre læger til at melde sig. 

Beslutning

Den postgraduate kliniske lektor opfordrede de yngre læger til at melde sig som ny repræsentant til det nationale uddannelsesudvalg. Der afholdes et fysisk møde i Odense om året. Ellers afholdes møderne virtuelt. Udvalget forventer, at der i 2027 skal arbejdes med specialebeskrivelserne, som skal danne grundlag for den nye målbeskrivelse. Interesserede yngre læger opfordres til at indlede en dialog med den nuværende yngre læge repræsentant Karina Kannik. 

Den postgraduate kliniske lektor ser gerne, at selskabet for yngre hæmatologer giver en tilbagemelding til hende inden januar 2026, således hun ved, hvem der indstilles. 

Sagnr.: 1-30-72-239-22

8. Nyt fra afdelingerne

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget orienterer om uddannelsesmæssige problemstillinger og nye uddannelsestiltag fra afdelingen, hvis der er sket noget siden sidste møde. 

Sagsfremstilling

Punktet vil kun indgå, hvis én eller flere afdelinger har relevante nyheder at dele. 

Beslutning

Aalborg UH

  • De yngre læger er glade for nyt uddannelsestiltag, hvor de har en fast dag i ambulatoriet. Den pågældende yngre læge har altid mulighed for supervision via tilknyttet speciallæge. 
  • Udflytningen til NAU fylder mere og mere. 
  • UAO vurderer at de nuværende implementerede tiltag fra handleplanen(inspektorbesøg), har medvirket til, at uddannelsesmiljøet er forbedret. 

Aarhus UH

  • De yngre læger vurderer, at der er et godt arbejdsmiljø i afdelingen. 
  • Afdelingen har været udfordret pga. diverse orlov. De yngre læger har dog løftet flot i flok. 
  • Afdelingen har i proces med at implementere CAR-T behandling. Dette har medvirket til ekstra travlhed.

RH Gødstrup

  • De yngre læger vurderer, at  der er et godt uddannelsesmiljø i afdelingen. 
  • De yngre læger finder visitatorfunktionen hjælpsom. God mulighed for supervision, når der ikke altid er en speciallæge allokeret til stuegang. 
  • De yngre læger finder det udbytterigt, at der er mulighed for faglig sparring med andre specialer end Hæmatologi. 
  • De yngre læger ser gerne, at der arbejdes mod, at de kan få fri med løn til deltagelse i andre kurser end de obligatoriske. 
Sagnr.: 1-30-72-239-22

9. Nyt fra VUS

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget tager orienteringerne til efterretning.

Sagsfremstilling

Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger (Maj 2025)
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger i Videreuddannelsesregion Nord for 1. halvår 2025 inkl. fleksforløb (Se bilag: Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger - 1. halvår 2025). Tallene for 1. halvår 2025 kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk. Tallene kan bl.a. bruges som et redskab til karrierevejledning af uddannelsessøgende.

Specialevalgsdag 2025 (Maj 2025)
Sæt kryds i kalenderen torsdag d. 6. november 2025, kl. 15.15 – 18.30, hvor dette års Specialevalgsdag finder sted. Specialevalgsdagen planlægges og holdes i år af Region Nordjylland. Arrangementet holdes i Psykiatrien på Mølleparkvej 10, 9000 Aalborg. 
Videreuddannelsessekretariatet Nord håber, at alle specialerne stiller op med repræsentanter og laver en stand. Der sendes en mail ud vedrørende tilmelding af stande via plan2lean. 

Ny hjemmeside (Maj 2025)
Videreuddannelsessekretariatet Nords hjemmeside www.videreuddannelsen-nord.dk er blevet opdateret i nyt design. Opsætningen/strukturen på hjemmesiden er ændret en smule, men I kan stadig finde de lægefaglige indstillinger, uddannelsesprogrammerne og diverse dagsordener og referater. Hvis I alligevel skulle opleve at mangle noget, må i endelig kontakte de specialeansvarlige i VUS.

Nyt notat om de mest almindelige uddannelsesregler og rammer (maj 2025)
Videreuddannelsessekretariatet i Nord har lavet et nyt kort notat med overblik over de mest gængse uddannelsesregler og rammer. 
Målgruppen for notatet er HR og Løn-medarbejdere, UAO/UALO’er og UKO’er i Videreuddannelsesregion Nord.
Notatet indeholder beskrivelse af bl.a. 6-måneders reglen, 2-stedskravet, varighed af introduktionsstillinger, muligheder for deltid og rammer for fravær og forlængelse.
VUS præsenterer på mødet notatet og opsummerer de mest centrale regler og rammer for den lægelige videreuddannelse.
Notatet bliver tilgængeligt på VUR Nords hjemmeside og er vedlagt som bilag.

Nyt fra inspektorordningen: inspiration til arbejdet med videreuddannelse (maj 2025)
Sundhedsstyrelsen har igangsat et nyt initiativ med henblik på at styrke videndelingen på tværs af specialer og geografier i den lægelige videreuddannelse. I forbindelse med inspektorbesøg fremhæver inspektorerne i deres rapporter af og til særlige initiativer, som de vurderer, har været til gavn for uddannelsesmiljøet på den besøgte afdeling. Fremover vil Sundhedsstyrelsen halvårligt udvælge en række af disse initiativer og samle dem i en oversigt, som præsenteres på hjemmesiden under inspektorordningen.

Formålet er at give aktører inden for lægelig videreuddannelse et nemt overblik over konkrete og praksisnære tiltag, der kan tjene som inspiration og grundlag for udvikling af egne uddannelsesindsatser.

Første samling af særlige initiativer dækker inspektorbesøg foretaget i andet halvår af 2024 og er nu tilgængelig her: Sundhedsstyrelsen 

Dimensioneringsplan 2026-2030 (august 2025)
Sundhedsstyrelsen offentliggjorde den 27. juni 2025 den nye dimensioneringsplan for speciallægeuddannelsen. Dimensioneringsplanen er gældende for perioden 2026-2030. 

På landsplan øges den samlede dimensioneringsramme fra 1.140 i den nuværende dimensioneringsplan til 1.240 hoveduddannelsesforløb i den kommende dimensioneringsplan. I Videreuddannelsesregion Nord sker der ændringer i følgende specialer: almen medicin, børne- og ungdomspsykiatri, IM: gastroenterologi og hepatologi, IM: geriatri, IM: kardiologi, neurologi, psykiatri, retsmedicin og urologi.

Øvrige ændringer: 

  • Der indføres et loft over antallet af introduktionsstillinger per læge med maksimalt én introduktionsstilling inden for det samme speciale, dog maksimalt to inden for intern medicin.
  • Etablering af flere uddannelsesforløb, hvor hele eller dele af forløb placeres uden for de store byer samt en større andel af forløbe der afsluttes i et lægedækningstruet område.
  • Mulighed for oprettelse af ekstraordinære hoveduddannelsesforløb i almen medicin, geriatri, psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri - op til 30 ekstraordinære uddannelsesforløb på landsplan årligt.  
  • Fleksforløbsordningen afskaffes

Videreuddannelsessekretariatet koordinerer i samarbejde med PKL arbejdet med implementering af dimensioneringsplanen.

Dimensioneringsplanen kan findes på Sundhedsstyrelsen hjemmeside via følgende link: Flere speciallæger uddannes frem til 2030 | Sundhedsstyrelsen

Medicinsk Uddannelseskonference 2026 (august 2025)

Der afholdes Medicinsk Uddannelseskonference (MUK) på Comwell Centralværkstedet i Aarhus den 27.-29. september i 2026. Tilmeldingen forventes åbnet i januar 2026.

Status for revision af den lægelige videreuddannelse (august 2025)

Udarbejdelse af specialebeskrivelser er i gang og forventes at være i mål til sommeren 2026.

SST har derudover nedsat 3 ekspertgrupper, der skal komme med anbefalinger til

  • Et fælles format for fremtidens målbeskrivelser samt anbefalinger til en bæredygtig model for udarbejdelse og løbende revision
  • En revision/modernisering af de 7 lægeroller så de er tidssvarende og passer til fremtidens sundhedsvæsen. De reviderede lægeroller skal indgå i fremtiden målbeskrivelser
  • Et fælles kompetencevurderingsprogram, der skal bruges i fremtidens målbeskrivelser, og med fokus på kvalitet, der understøtter systematisk kompetencevurdering

Arbejdet i de tre grupper foregår efteråret 2025 og skal afrapporteres til Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse i december 2025.

Sundhedsstyrelsen planlægger dermed med at bruge 2026 på specialbeskrivelser, specialeplan og klargøring og afprøvning af nyt format for målbeskrivelser.

Beslutning

Uddannelsesudvalget tog orienteringen til efterretning. 

Sagnr.: 1-30-72-239-22

10. Næste møde

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget finder en ny dato mv. for næste møde. 

Sagsfremstilling

Dato for næste møde, punkter på næste møde, tema og emner. 

Sagnr.: 1-30-72-239-22

11. Eventuelt

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget drøfter emner, som er blevet fremført under mødet.

Sagnr.: 1-30-72-239-22

12. Deltagere

Beslutning

Tilstede:

  • Trine Silkjær, PKL og UAO. Aarhus Universitetshospital
  • Rie Sander Bech, UAO. Aalborg Universitetshospital
  • Jørn Starklint, UAO. RH Gødstrup 
  • Simon Flæng, Hoveduddannelseslæge
  • Lizette Gynthersen, Hoveduddannelseslæge
  • Emilie Stent Lundby Wichmann, Hoveduddannelseslæge
  • Karina Kannik, Hoveduddannelseslæge
  • Oliver Hamaker, Hoveduddannelseslæge
  • Kristina Buchardi, YKAL. RH Gødstrup
  • Eva Futtrup, Hoveduddannelseslæge

Afbud: