Om uddannelsesudvalget
Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.
Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.
Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.
I udvalget finder du altid:
- PKL (formand)
- Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger
- Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen
- Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.
Dagsordener og referater
- Udvalg: Pædiatri - uddannelsesudvalg
- Mødedato: 12. december, 2025 kl. 13:00
- Mødested: Ikke angivet
Pkt. tekst
- 1. Velkomst og godkendelse af dagsorden (5 min.)
- 2. Opfølgning på referat fra seneste møde (5 min.)
- 3. Inspektorrapport Hjørring og AUH (30 min.)
- 4. Nyt fra PKL (10 min.)
- 5. Nyt fra VUS (5 min).
- 6. Status på uddannelsesprogrammer (10 min.)
- 7. Nyhedsbrev for UKYL'er (15 min.)
- 8. Nyt fra afdelingerne (30 min.)
- 9. Næste møde (5 min.)
- 10. Eventuelt
1. Velkomst og godkendelse af dagsorden (5 min.)
Det indstilles,
at udvalget godkender dagsordenen
Beslutning
Deltagere:
Rikke Kaae (PKL, mødeleder)
Pawel Marcinski, UAO, Hjørring
Inge Ring Kofoed, UKYL, Aalborg
Ann-Margrete Christensen, UAO, Aalborg
Lisbeth M. T. Jensen, UAO, Gødstrup
Anne Kirkeby Hansen, UAO, Aarhus
Anne Sophie Lind Helligsø, UKYL, Gødstrup
Sabine Frølich Maarbjerg, UKYL, Randers
Britt Borg, UKYL, Aarhus
Mathias Moesgaard (VUS, referent)
Afbud:
Pernille Kure, UAO, Viborg
Lotte Abildgaard, UALO, Randers
Christian Høst, UALO, Aarhus
Rikke bød velkommen og gennemgik dagens program.
Dagsordenen blev godkendt uden bemærkninger.
2. Opfølgning på referat fra seneste møde (5 min.)
Det indstilles,
at udvalget godkender referatet fra seneste møde
at udvalget drøfter, om der er emner til opfølgning fra seneste møde
Sagsfremstilling
Referatet fra seneste møde i uddannelsesudvalget er vedlagt som bilag.
Beslutning
Rikke gennemgik og fulgte op på relevante punkter fra sidste møde i uddannelsesudvalget den 12. september 2025.
Punkt 3: Nyt fra VUS
Uddannelseslæger må nu kun have 1 I-stilling i samme speciale (2 inden for intern medicin).
- Rikke lagde op til dialog om, hvorvidt afdelingerne har læger i uklassificerede stillinger.
- Aalborg ansætter nogle gange læger i uklassificerede stillinger. F.eks. indtil lægen kan søge HU.
- Randers har 2 læger i uklassificerede stillinger.
- Hjørring har haft 2 læger i uklassificerede stillinger, men lige nu har de ingen.
- Gødstrup har også haft læger i uklassificerede stillinger, ofte i forbindelse med I-stillinger, men har heller ikke nogen lige nu.
- Der kan være situationer, hvor man er nødt til at lave uklassificerede stillinger.
- Punktet kan tages op på et kommende møde i uddannelsesudvalget ift. at følge op på, hvilke konsekvenser det kan have, at der er kommet begrænsning på I-stillinger.
- Nu kan der ikke længere opfordres til at tage flere I-stillinger som en del af karrierevejledningen ved afslag. Derfor bør det måske i højere grad være uklassificerede stillinger, hvis det er muligt.
Punkt 4: Evaluering af arbejdet i uddannelsesudvalget
Punktet tages med som opfølgning på temadagen i uddannelsesudvalget i maj.
Punkt 5: Fastlæggelse af I-kurser
Rikke gennemgik datoerne for I-kurser.
I-kurset i Aalborg er den 7. oktober og ikke 8. oktober.
Punkt 7: Feedback literacy behaviour og punkt 8: Overdragelsesproces, hvordan går I/vi i gang?
Punkterne tages med på temadagen i maj.
Der var ingen yderligere bemærkninger til referatet.
Bilag
3. Inspektorrapport Hjørring og AUH (30 min.)
Det indstilles,
at orienteringen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Rutinebesøg på Afdelingen for Børn og Unge - Regionshospital Nordjylland, Hjørring d. 30. august 2024.
Rutinebesøg på Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital d. 4. juni 2025.
De to afdelinger giver hver en kort præsentation på ca. 10 minutter med efterfølgende 5 minutters feedback fra mødedeltagerne
- De væsentligste punkter fra inspektorbesøget.
- Den vigtigste læring fra organiseringen/forberedelse af besøget, der kunne hjælpe den næste UAO/UALO med forberedelsen.
- Hvad har vi lært, og hvad arbejder vi med?
Vedhæftet er inspektorrapport og kommentarer fra Sundhedsstyrelsens inspektorer for begge inspektorbesøg.
Beslutning
Inspektorbesøg på Aarhus UH:
Afdelingen var glade for besøget. Det var andet inspektorbesøg for Anne og Christian som UAO'er.
Særligt ift. kommunikation adskilte inspektorernes score sig fra afdelings selvevaluering og afdelingen blev scoret som utilstrækkelig af inspektorerne.
- Afdelingen kunne godt forstå bedømmelsen efter at have fået begrundelsen for det.
- Afdelingen får ikke givet tilstrækkelig direkte supervision/bed-side supervision eller mulighed for at blive evalueret i kontakten med patienterne. Der er ikke et systematisk forum til det.
- En gang om måneden afholdes et kommunikationsforum i afdelingen, så der er allerede fokus på kommunikationen, men der er behov og ønske om mere systematisk supervision og evaluering i kontakten med patienterne.
- Speciallægerne har meget travlt, og bagvagten bliver ofte forstyrret af telefonopkald, hvilket gør det udfordrende at give mulighed for en meningsfuld supervision i akutmodtagelsen. På neonatalafdelingen fungerer supervisionen godt, idet der hver dag er udpeget en dedikeret supervisor blandt speciallægerne. Dette kan ikke direkte overføres til de andre afdelinger pga. begrænsede speciallægeressourcer på disse afdelinger.
- Afdelingen har 30 medicinstuderende ad gangen, som også har behov for supervision og kan komme til at stå i konkurrence til uddannelseslægerne ift. at få supervision.
Inspektorrapporten gav anledning til fire indsatsområder, hvoraf tre af dem omhandler supervision og den sidste omhandler understøttelsen af de mange medicinstuderende.
Afdelingen opfordrer andre afdelinger til at se fremtidige inspektorbesøg som en oplagt mulighed for at få belyst nogle konkrete uddannelsesmæssige problemstillinger på afdelingen og bruge inspektorbesøget som løftestang overfor afdelings-/hospitalsledelsen.
Inspektorbesøg på RH Nordjylland:
På tidspunktet for inspektorbesøget manglede afdelingen aktuelle uddannelsesprogrammer for HU-læger. Dette er nu etableret.
Selvom afdelingen kun har 5 medicinstuderende, kan de også mærke, at både de medicinstuderende og uddannelseslægerne er ivrige for at se patienterne, og uddannelseslægerne har tidligere givet udtryk for, at de nogle gange føler de kommer i anden række ift. de medicinstuderende.
Der har ikke været økonomi til at ansætte lægevikarer, hvilket har resulteret i, at læger med andre funktioner skulle omplaceres fra ambulatorierne til at gå stuegang.
Afdelingen har efter inspektorbesøget lavet en funktion som stjernelæge, der står for at give supervision den pågældende dag. Det gør, at uddannelseslægerne ved, hvem de skal henvende sig til for at få supervision i løbet af dagen. Det har gjort, at supervisionen på afdelingen er blevet forbedret markant siden inspektorbesøget og er blevet mere struktureret.
Som følge af inspektorbesøget er de på afdelingen blevet bedre til at bruge og opdatere uddannelsestavlen, som de tidligere ikke havde haft tilstrækkelig fokus på.
Afdelingen har lavet en pulje med cases, hvor uddannelseslægerne gennemgår casene med vejledning fra speciallægerne.
Afdelingen har revideret introduktionsprogrammet for uddannelseslægerne og afholder nu også simulation 3 gange om året i stedet for 2.
Siden inspektorbesøget er der tillige i den nye LFI lavet nye uddannelsesstillinger af 18 mdrs. varighed på afdelingen, og uddannelsesprogrammerne er blevet opdateret mht. at understøtte kvaliteten af uddannelsen og uddannelsesmiljøet på afdelingen.
Bilag
4. Nyt fra PKL (10 min.)
Det indstilles,
at udvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
Rikke gennemgår processen for de nye målbeskrivelser.
Rikke orienterer om, hvor langt de er med de nye forløb i almen medicin.
Beslutning
Rikke orienterede om processen for de nye målbeskrivelser.
- I forbindelse med den nye sundhedsreform og robusthedskommissionen, er der lavet en rapport om fremtidens speciallægeuddannelse, som danner rammen for de nye målbeskrivelser.
- Der arbejdes bl.a. på et fælles kompetenceniveau for alle specialer.
- Der vil fortsat være 7 lægeroller inden for lægelig videreuddannelse, men rollerne er under revidering med inspiration fra Canada.
- Alle specialespecifikke kurser, forskningstræning og generelle kurser bliver revideret.
- Specialebeskrivelsen danner direkte grundlag for de nye målbeskrivelser og den kommende specialeplan.
- Arbejdet med den nye målbeskrivelse i pædiatri udføres af en gruppe, der er udvalgt af DPS' bestyrelse. Der forventes at foreligge en færdig skabelon for målbeskrivelserne i foråret 2026.
- Hvert subspeciale skal beskrive nogle kompetencer, som relaterer sig til specialets kerneopgaver. Dette arbejde er i gang.
- Der skal fremover være færre kompetencer i målbeskrivelserne. Målet er 15-20 kompetencer i alt. De nuværende kompetencer skal derfor kategoriseres og samles under nye overordnede kernekompetencer i den fremtidige målbetegnelse.
- Der inddeles i basale opgaver, generelle opgaver, kerneopgaver og fælles opgaver.
- Fælles opgaver for pædiatri kan f.eks. være i samarbejde med almen medicinere, hvor der ved nogle opgaver samarbejdes på tværs.
- Målbeskrivelserne bygges op om en taksonomi med generelle kompetencer, fælles kompetencer og kernekompetencer med niveauerne begynder, avanceret begynder, kompetent, kvalificeret/kyndig og ekspert. For hvert niveau øges selvstændigheden.
Udvalget gav udtryk for en større optimisme for revideringen af målbeskrivelserne, da det er blevet mere konkret og realistisk nu. Flere kompetencer kan lægges sammen under en overordnet kernekompetence fremover (f.eks. helhedsorienteret behandling af børn og unge med infektioner), og der virker til at være en god og håndgribelig progression med taksonomiske niveauer af kompetencer i målbeskrivelsen.
5. Nyt fra VUS (5 min).
Det indstilles,
at udvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsfremstilling
NYT FRA VUS
Medicinsk Uddannelseskonference 2026 (august 2025)
Der afholdes Medicinsk Uddannelseskonference (MUK) på Comwell Centralværkstedet i Aarhus den 27.-29. september i 2026. Tilmeldingen forventes åbnet i januar 2026.
Status for revision af den lægelige videreuddannelse (august 2025)
Udarbejdelse af specialebeskrivelser er i gang og forventes at være i mål til sommeren 2026.
SST har derudover nedsat 3 ekspertgrupper, der skal komme med anbefalinger til
- Et fælles format for fremtidens målbeskrivelser samt anbefalinger til en bæredygtig model for udarbejdelse og løbende revision
- En revision/modernisering af de 7 lægeroller så de er tidssvarende og passer til fremtidens sundhedsvæsen. De reviderede lægeroller skal indgå i fremtiden målbeskrivelser
- Et fælles kompetencevurderingsprogram, der skal bruges i fremtidens målbeskrivelser, og med fokus på kvalitet, der understøtter systematisk kompetencevurdering
Arbejdet i de tre grupper foregår efteråret 2025 og skal afrapporteres til Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse i december 2025.
Sundhedsstyrelsen planlægger dermed med at bruge 2026 på specialbeskrivelser, specialeplan og klargøring og afprøvning af nyt format for målbeskrivelser.
Opslåede og besatte introduktionsstillinger (november 2025)
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om opslåede og besatte introduktionsstillinger for Videreuddannelsesregion Nord for 2025 (Se bilag: Indberetning af introduktionsstillinger 2025). Tallene for 2025 kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk.
Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger (november 2025)
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger i Videreuddannelsesregion Nord for 2. halvår 2025 inkl. fleksforløb samt hele 2025 (Se bilag: Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger - Videreuddannelsesregion Nord). Tallene for 2. halvår 2025 samt hele 2025 kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk. Tallene kan bl.a. bruges som et redskab til karrierevejledning af uddannelsessøgende.
Beslutning
Rikke og Mathias gennemgik ændringerne i årsværk for AP-læger på de nye og kortere hospitalsforløb samt ændring i dimensionering på afdelingsniveau.
- Gødstrup ender med at få flere årsværk, da der er lavet ekstra forløb i Vest i almen medicin. Derudover får de et overlap mellem gamle og nye forløb med en periode med mange AP-læger på afdelingen.
- Der er mulighed for at ansøge om ekstra I-stillingsnumre ad hoc, hvis det er nødvendigt for at sikre kvaliteten af uddannelsen på afdelingen.
- I Aarhus er de ved at undersøge muligheden for en ekstra I-stilling.
- I Hjørring har de bedt Rikke og Mathias om hjælp til at søge om ekstra I-stilling (ad hoc ansøgning).
Ændringer i årsværk for AP-læger i HU på pædiatriske afdelinger i RM og RN før og efter de nye forløb samt øgning i dimensionering:
Ansættelsessted | Før | Efter |
Aarhus UH | 15 | 12,9 |
RH Randers | 5,8 | 5 |
HE Midt | 8 | 7,9 |
RH Gødstrup | 8 | 7,9 |
RH Nordjylland | 7,5 | 5,67 |
Aalborg UH | 13,5 | 10 |
I alt | 57,8 | 49,37 |
Mathias orienterede om MUK, der forventes at åbne for tilmelding i januar.
- Rikke opfordrede til at deltage sammen i det pædiatriske uddannelsesudvalg i det omfang, det er muligt.
Bilag
6. Status på uddannelsesprogrammer (10 min.)
Det indstilles,
at udvalget erfaringsudveksler om skriveprocessen for de nye uddannelsesprogrammer
Sagsfremstilling
Uddannelsesprogrammerne for forløb på RH Randers, RH Gødstrup, HE Midt, Aalborg UH og Aarhus UH er blevet revideret på nedenstående skrivemøder.
Skrivemøder:
Den 29. september i Randers
Den 9. oktober i Aarhus
Den 27. oktober i Viborg
Beslutning
De reviderede uddannelsesprogrammer forventes at komme med på mødet i Udvalget for Godkendelse af Uddannelsesprogrammer (UGUP) til februar.
7. Nyhedsbrev for UKYL'er (15 min.)
Det indstilles,
at UKYL'erne præsenterer deres forslag til nyhedsbrev
Sagsfremstilling
UKYL'erne giver en kort præsentation på 10 minutter om deres arbejde med et nyhedsbrev for UKYL'er.
Beskrivelse af nyhedsbrev for UKYL'er:
Målgruppe: Intro og HU læger i pædiatri
Frekvens: Halvårligt (efter udd.udvalgsmøde)
Indhold:
- Ændringer/nyheder af uddannelsesmæssig interesse
- AP forkortning
- HU overdragelse fra fase 1 til 2
- Nyheder fra andre interessenter YP/PISA etc
- Inspirationspunkt fra en enkelt af børneafdelingerne med et enkelt fokuspunkt
- Velkommen til pædiatrien til nye HU- og I læger (oplistning af navn og afdeling for hver enkelt)
Praktisk:
UKYL på den afdeling hvor udd.udvalgsmøde lige er afholdt har ansvaret for at skrive og sende nyhedsbrev ud til de andre UKYL’er, som derefter formidler det videre til I+HU-læger på egen afdeling.
Pkt 3 skrives af en anden afdeling, hvilket aftales til udd.udvalgsmøde.
Pkt 3 indgår ikke i det første nyhedsbrev, men vil indgå fremadrettet.
Alle UKYL’er medbringer liste over nye I+HU læger til udd.udvalgsmøde
Beslutning
UKYL'erne præsenterede deres arbejde med et nyhedsbrev for UKYL'er.
Nyhedsbrevet er henvendt til alle uddannelseslæger i pædiatri i VUR Nord.
UAO'erne vil være behjælpelige med at videreformidle det til de relevante uddannelseslæger på afdelingerne.
Ansvaret for det første nyhedsbrev har hovedsageligt ligget hos Britt og Morten, hvorefter det går på skift mellem UKYL'erne hver gang.
Der vil blive sat dedikeret tid af på heldagsmøderne i uddannelsesudvalget, hvor UKYL'erne har mulighed for at sætte sig sammen og skrive på nyhedsbrevet, mens UAO'erne arbejder med andre relevante opgaver.
8. Nyt fra afdelingerne (30 min.)
Det indstilles,
at udvalget erfaringsudveksler
Sagsfremstilling
Afdelingerne deler nye initiativer eller uddannelsesmæssige problemstillinger, der kan være relevante for hele udvalget.
Beslutning
Der var ingen bemærkninger til punktet.
9. Næste møde (5 min.)
Det indstilles,
at udvalget aftaler en dato for næste møde
Sagsfremstilling
Temadag i maj
Punkter til mødet:
- Opfølgning på evaluering af PKL og VUS.
- Opfølgning på overdragelsesproces og forskning i uddannelse.
Forslag til dato for næste møde:
Torsdag den 7. maj 2026.
Beslutning
Det blev aftalt, at næste møde afholdes som en temadag fredag den 29. maj 2026 på Aarhus Universitetshospital.
Evt. punkter til næste møde:
- Overdragelse
- Forskning
- Nyhedsbrev UKYL
- Evaluering af uddannelsesudvalgsmøder
10. Eventuelt
Beslutning
Anna bliver UKYL i Gødstrup fra februar, når Anne Sophie bliver speciallæge.