Om uddannelsesudvalget

Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.

Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.

Uddannelsesudvalget er sammensat af repræsentanter fra de afdelinger, der indgår i speciallægeuddannelsen.

I udvalget finder du altid: 

  • PKL (formand) 
  • Uddannelsesansvarlig overlæge fra alle afdelinger 
  • Repræsentation fra uddannelsessøgende i videreuddannelsesregionen 
  • Videreuddannelsessekretariatets AC-fuldmægtig, der sekretariatsbetjener specialet.

Dagsordener og referater

Se alle
  • Udvalg: Urologi - uddannelsesudvalg
  • Mødedato: 24. april, 2026 kl. 09:00
  • Mødested: Lokale 1, Regionshuset Aarhus, Olof Palmes Alle 15
Sagnr.: 1-30-72-219-22

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden

Det indstilles,

at dagsordenen godkendes.

Beslutning

PKL bød velkommen til mødet. Dagsordenen blev godkendt og der blev indmeldt punkter til eventuelt.

Sagnr.: 1-30-72-219-22

2. Opfølgning på referat fra seneste møde

Det indstilles,

at udvalget følger op på eventuelt relevante emner fra seneste møde.

Beslutning

Udvalget fulgte op på referatet fra seneste møde.

Der blev orienteret om følgende opfølgningspunkter:

  • Phimosis: Materialet er færdiggjort og forventes klar i løbet af den kommende uge.
  • Vurderingsskema: Skemaet opleves som nemt at anvende. Det skal opdateres på VUS’ hjemmeside. Mia fremsender materialet til Sofie.
Sagnr.: 1-30-72-219-22

3. Orientering om inspektorbesøg på RH Nordjylland

Det indstilles,

at Katja orienterer om inspektorbesøget den 26. september 2026.

Sagsfremstilling

Rapporten fra inspektorbesøget er vedlagt som bilag.

Beslutning

Katja orienterede om inspektorbesøget på Regionshospital Nordjylland den 26. september 2026 og gennemgik hovedpointerne fra inspektorrapporten.

Der deltog tre uddannelseslæger i besøget. Afdelingen blev samlet set vurderet som en god uddannelsesafdeling med et tilfredsstillende uddannelsesniveau.

Følgende indsatsområder blev fremhævet: lægekonference, undervisning og instrukser. Katja orienterede om planerne for forbedring af disse områder.

Mia opfordrede RHG og AAUH til at præsentere Inspektorrapporten for deres afdelinger.

Næste inspektorbesøg forventes om fire år.

Sagnr.: 1-30-72-219-22

4. Nyt fra afdelingerne

Sagsfremstilling

Hver afdeling orienterer om uddannelsesmæssige problemstillinger og nye uddannelsestiltag fra afdelingen.

Beslutning

RH Gødstrup:

Afdelingen orienterede om den aktuelle bemandingssituation. Afdelingen har styrket oplæringen i c. prostata og sten for introduktionslæger gennem undervisning og følgedage. Der er afholdt grisekurser for HU-læger samt kurser i robot- og laparoskopisk kirurgi, ligesom der er gennemført stenkurser (URS/RIRS) i samarbejde med Olympus.

Afdelingen har endvidere etableret kollegial supervision og refleksionsgrupper for introduktions- og HU-læger med positive erfaringer. Der er igangsat et lokalt projekt med fokus på at optimere hovedvejlederfunktionen. Som udfordring blev nævnt en midlertidig lukning af operationslejer som følge af sygdom på operationsgangen.

Aalborg UH:

Aalborg Universitetshospital orienterede om den aktuelle bemandingssituation, herunder at flere HU-læger aktuelt er på barsel. Afdelingen er i en periode præget af organisatoriske udfordringer som følge af udflytning, hvilket har påvirket uddannelsesaktiviteterne.

Der blev peget på udfordringer i forhold til vagtskemaet, som aktuelt varetages administrativt, hvilket giver begrænset fleksibilitet. Afdelingen arbejder på en løsning, hvor en speciallæge i højere grad involveres i vagtplanlægningen.

Der blev desuden orienteret om udfordringer med begrænset adgang til operationer for uddannelseslæger. Der er bekymring for, om uddannelseslægerne kan opnå de nødvendige kompetencer.

Aarhus UH:

Aarhus Universitetshospital orienterede om den aktuelle bemandingssituation. Afdelingen har oplevet stor søgning til aktuelt opslåede introduktionsstillinger.

Afdelingen orienterede om flere nye uddannelsestiltag, herunder inddragelse af uddannelseslæger i administrative opgaver, blandt andet med fokus på utilsigtede hændelser. Der er arbejdet med øget synliggørelse af kompetencevurderinger, og der er afholdt EAU-dag samt et todages internat for uddannelsesteamet.

Der blev desuden redegjort for udviklingsidéer og igangværende initiativer, herunder planer om TURB-kursus for introduktionslæger, struktureret feedback på undervisning, tydeligere teamtilknytning for HU-læger samt oplæringslejer på dagkirurgien for introduktionslæger med supervision af HU-lægerne. Afdelingen har endvidere indført beskyttet tid til I-lægernes kompetencevurdering af KBU-lægerne og derudover afsat administrativ tid til forberedelse af undervisning.

Som udfordringer blev nævnt udflytning af phimosis-ambulatoriespor til Randers, hvor der er udfordringer med varme lokaler.

RH Nordjylland, Hjørring:

Afdelingen orienterede om den aktuelle bemandingssituation. Derudover orienteres om, a den del operationer går ud i det private og for at trække det hjem, kræver det flere OP-lejre.

Afdelingen orienterede om planer om anskaffelse af robot til benign kirurgi samt et ønske om øget samarbejde med Aalborg. Der er ikke yderligere nye uddannelsesinitiativer end nævnt under punktet omkring inspektorbesøget.

 

Sagnr.: 1-30-72-219-22

5. Optimal brug af uddannelseslæge.dk

Sagsfremstilling

Mia indleder punktet.

Beslutning

Mia fremviste funktionerne i uddannelseslæge.dk til brug for vejledersamtaler og uddannelsesplaner via tilgængelige videoer.

Mia deler videoerne med udvalget og vil teste anvendelsen frem mod til kommende møde.

Sagnr.: 1-30-72-219-22

6. Status for revision af uddannelsesprogrammer

Sagsfremstilling

Der gøres status for revision af uddannelsesprogrammerne.

Beslutning

Udvalget  drøftede  status  for  revision  af  uddannelsesprogrammerne  i  relation  til  den  nye målbeskrivelse.

Det blev besluttet, at det i intro-uddannelsesprogrammerne skal indskrives, at det anbefales at deltage i kursus i åben kirurgi og TURB-kursus som en del af uddannelsesforløbet. Christina tilretter dette, så det kommer til at stå ens i alle uddannelsesprogrammer.

Mia  vil  gennemgå  HU-uddannelsesprogrammerne  med  henblik  på  tilpasning  til  den  nye målbeskrivelse, herunder de ændringer, der følger af denne – og rundsender dette til udvalget.

Sagnr.: 1-30-72-219-22

7. Drøftelse af overgang til ny målbeskrivelse

Det indstilles,

at udvalget drøfter om yderligere læger skal overgå til ny målbeskrivelse.

Sagsfremstilling

Den nye målbeskrivelse i Urologi fra november 2025 er nu klar til brug på Uddannelseslæge.dk efter aftale med Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og Dansk Urologisk Selskab.

Ændringerne indebærer opdeling af følgende kompetencer, H1, H19 og H26. Ændringerne er foretaget mhp. at gøre det nemmere at lave vurdering af de enkelte kompetencer og sammenkørsel af logbog, kompetencekort og uddannelsesprogrammer. Af samme grund er der tilføjet to nye kompetencer, H9 og H34 som tidligere kun var beskrevet i kompetencekortene. Der er yderligere ændret i de specialespecifikke og fælleskirurgiske kurser i form af ændring af kursus i urodynamik på en dag til kursus i LUTS på to dage, færdighedskursus i urologisk laparoskopi og robotassisteret laparoskopisk kirurgi er øget til 3 dage og fælleskirurgiske kursus er reduceret til to dage. 

Målbeskrivelsen er gældende for hoveduddannelsesforløb opslået til besættelse per 1. september 2025 eller herefter. Hoveduddannelsesforløb som startede i perioden 1. januar 2023 til 1. september 2025 overgår til den reviderede målbeskrivelse, da der kun er foretaget mindre ændringer.

Uddannelseslæger i igangværende uddannelsesforløb som følger tidligere målbeskrivelse fra 2014 kan forsætte med denne, men kan fremadrettet følge den nye målbeskrivelseskursusrække, da der kun er mindre ændringer i kursusrækkerne. Man kan vælge at overgå til den nye målbeskrivelse. Dette kræver dog en godkendelse fra uddannelsesansvarlig overlæge og det regionale videreuddannelsesudvalg.

Uddannelseslæger der er påbegyndt deres uddannelse fra 1. marts 2026 og frem tildeles automatisk denne nye målbeskrivelse på Uddannelseslæge.dk.

Beslutning

Udvalget drøftede overgangen til den nye målbeskrivelse i urologi.

Det blev oplyst, at emnet har været drøftet i Dansk Urologisk Selskab. Udvalget vurderede, at det samlet set giver mening at overføre hovedparten af de relevante uddannelseslæger til den nye målbeskrivelse.

Det blev samtidig bemærket, at det for enkelte uddannelseslæger ikke vil være hensigtsmæssigt at overgå til den nye målbeskrivelse, da de er langt i deres uddannelsesforløb.

Mia laver en oversigt over hvem der skal tilbydes at bliver overflyttet til den nye målbeskrivelse. Når der foreligger godkendte reviderede uddannelsesprogrammer, kontakter Mia de HU-læger, der tilbydes overflytning.

Sagnr.: 1-30-72-219-22

8. Nyt fra PKL

Sagsfremstilling

PKL orienterer om seneste nyt.

Beslutning

Mia orienterede om aktuelt nyt.

Der har været afholdt PKL-temadag med fokus på uhensigtsmæssige forløb. Mia gennemgik hovedpointerne fra materialet om håndtering af uhensigtsmæssige forløb.

Derudover  har  hun  deltaget  i  Inspektorårsmøde  og  orienterede  om  datoerne  for  følgende arrangementer:

MUK: 27-29. september 2026

DUS-møde: 13.-14. november 2026, UAO møde den 12.11

DSMU årsmøde i Nyborg: 19. november 2026

Specialernes dag: 5. november 2026 i Aarhus.

Derudover orienterede Mia om at DSMU har mange gode og relevante webinarer, som kan ses på deres hjemmeside.

Sagnr.: 1-31-77-110-26

9. Nyt fra VUS

Sagsfremstilling

Nye regler for antal introduktionsstillinger i samme speciale (jan 2026)
Fra 1. juli 2026 og fremadrettet kan en læge ikke ansættes i en introduktionsstilling i et speciale i følgende tilfælde

  • vedkommende allerede har gennemført en godkendt introduktionsstilling i samme speciale (se særligt for intern medicin længere nede).
  • vedkommende har gennemført mere end halvdelen af introduktionsstillingen og ansættelsen er afbrudt uden gyldig grund.

Særligt for intern medicin:

  • Inden for den intern medicinske blok kan en læge maksimalt ansættes i to introduktionsstillinger, og disse skal være placeret i to forskellige internmedicinske specialer.
  • De to introduktionsstillinger i den intern medicinske blok kan være placeret på samme afdeling, men skal være i to forskellige specialer.

Ansvar
Det er ansættelsesudvalget og ansættende ledelse ifm. ansættelse af introduktionslæger, der har ansvaret for ikke at ansætte læger, der allerede har én eller flere introduktionsstillinger i samme speciale.

Dispensation
Der er mulighed for at søge om dispensation i særlige tilfælde ved videreuddannelsesregionen. Herunder:

  • hvis en tidligere godkendt introduktionsstilling ikke længere vurderes at være tidssvarende på grund af udviklingen i specialet.
  • hvis der har været en gyldig grundet til at afbryde en påbegyndt introduktionsstilling.

Specialevalgsdag 2026 (januar 2026)
Sæt kryds i kalenderen den 5. november 2026, hvor der afholdes Specialevalgsdag kl. 15.15 - 18.30 i personalekantinen på AUH. Specialerne vil traditionen tro få mulighed for at have en stand. Specialevalgsdagen planlægges og holdes i år af Videreuddannelsessekretariatet.

Videreuddannelsessekretariatet Nord håber, at alle specialerne stiller op med repræsentanter og laver en stand.

Fleksibilitet i antal I-stillinger (november 2025)
På møde i Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse den 5. marts 2015 godkendte Rådet et revideret administrationsnotat for fleksibilitet i antal I-stillinger (se bilag: Administrationsnotat fleksibilitet i antal I-stillinger). Notatet beskriver mulighederne for, hvorvidt afdelinger kan få flere introduktionsstillinger end det maksimum, som de er angivet til i den lægefaglige indstilling.

På baggrund af søgning til hoveduddannelsen i 2025 udarbejdet opdaterede pejlemærker for, hvornår en afdeling kan søge om I-stillinger, der overskrider afdelingens maksimumsdimensionering (se bilag: Specialer fordelt efter søgning til h-forløb - 2025). Der er sket følgende ændringer:

SpecialeFra Til
AnæstesiologiLavMiddel
Dermato-venerologiLavMiddel
Kl. farmakologiLavMiddel
Kl. mikrobiologiLavMiddel
RetsmedicinLavMiddel

Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger (november 2025)
Indberetning til Sundhedsstyrelsen om opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger i Videreuddannelsesregion Nord for 2. halvår 2025 inkl. fleksforløb samt hele 2025 (Se bilag: Opslåede og besatte hoveduddannelsesstillinger - Videreuddannelsesregion Nord). Tallene for 2. halvår 2025 samt hele 2025 kan findes på www.videreuddannelsen-nord.dk. Tallene kan bl.a. bruges som et redskab til karrierevejledning af uddannelsessøgende.

Beslutning

Der blev orienteret om nyt fra VUS. Udvalget var enige om at deltage med en stand på Specialevalgsdagen, eventuelt med UKYL’er fra Aarhus og RH Gødstrup.

Sagnr.: 1-30-72-219-22

10. Næste møde

Sagsfremstilling

Dato for næste møde samt punkter, tema og emner aftales.

Der er forslag om at mødes næste gang den 20. oktober 2026, kl. 9-13 i Aalborg.

Beslutning

Udvalget aftalte at afholde næste møde tirsdag den 6. oktober 2026 kl. 9.00–14.00 i Aalborg. Der vil i forbindelse med mødet være mulighed for rundvisning på Aalborg Universitetshospitals nye matrikel.

Sagnr.: 1-30-72-219-22

11. Eventuelt

Beslutning

Under eventuelt blev der orienteret om at UKYL’erne i Aarhus har lavet undervisning relateret til KBU‑kompetence 12. Undervisningen er fælles for alle og blev implementeret for et par uger siden. Forløbet afvikles fremover to gange årligt og giver godkendelse af kompetencen for KBU-læger. I Aalborg gennemføres undervisningen i forbindelse med en introdage med bidrag fra patologiafdelingen. Regionshospitalet Gødstrup tilkendegav ønske om at indgå i ordningen, og UKYL’erne koordinerer det videre samarbejde.

Der blev endvidere orienteret om mulighed for udpegning af ny juniorinspektor. PKL kontakter HU1‑ og HU2‑lægerne med information om, at interesserede kan indsende en motiveret ansøgning.

Sagnr.: 1-30-72-219-22

12. Deltagere

Beslutning

Deltagere:

Charlotte Aagaard, UKYL, Aalborg UH

Christina Gade Jespersen, UAO, RH Gødstrup

Dennis Bækhøj Kortsen, UAS, Aalborg UH

Helle Handler Petersen, UAO, Aalborg UH

Katja Dettmann, UAO, RH Nordjylland

Mads Juhl Rex, UKYL, Aalborg UH

Mia Gebauer Madsen, PKL

Julie Højgaard Pedersen, UKYL, AUH

Rikke Vilsbøll Milling, UKYL, AUH

 

Afbud:

Mette Schou Michaelsen, UKYL, RH Gødstrup

Kasper Drimer Berg, UAS, RH Gødstrup