Om projektet og vejledning
Det selvstændige projekt under forskningstræningen udføres som udgangspunkt inden for en tidsramme på 10 dage.
Projektets problemformulering skal tage udgangspunkt i en problemstilling fra uddannelsesstedet. Projektet skal resultere i et skriftligt produkt, som fremlægges mundtligt. Projektet kan fx have form af udarbejdelse eller revision af en instruks, en klinisk vejledning, et minireview, en analyse af implementering af klinisk praksis eller en litteraturgennemgang.
Udpegning af vejleder
Der skal udpeges en vejleder for forskningstræning. Bemærk, at specialerne kan stille individuelle krav til vejlederen og vejledningen.
I samarbejde med din vejleder skal der udarbejdes en plan for et forskningstræningsprojekt, som er realistisk at gennemføre inden for rammen på 10 projektdage.
En oversigt over ansvarsfordelingen mellem dig, vejleder, uddannelsesansvarlig overlæge og PKL samt yderligere information om tilrettelæggelse af forskningstræningen fremgår af vejledningen fra Videreuddannelsesregion Nord.
Skriftlig beskrivelse af det selvstændige projekt
Den skriftlige projektbeskrivelse skal indeholde en redegørelse for projektets formål, dets forløb samt præsentation af væsentlige resultater. Der kan være angivet præcise rammer i de enkelte specialers lægefaglige indstillinger for forskningstræning.
Projektbeskrivelsen vedlægges standardaftalen om forskningstræning som bilag, og en kopi af aftalen sendes til Videreuddannelsessekretariatet.
Mundtlig fremlæggelse
Den mundtlige fremlæggelse af projektet kan ske ved en undervisningssession på den afdeling, hvor projektet er forankret. Fremlæggelse kan også ske på et seminar, hvor flere projekter fremlægges samlet, eller ved konference, årsmøde eller lignende.
De nærmere rammer fremgår af de enkelte specialers lægefaglige indstillinger, hvor der også kan være angivet krav til skriftlig præsentation.
Godkendelse af forskningstræning
Modul I og II attesteres af den kursusansvarlige, uanset om der er tale om fælles kurser eller specialespecifikke forløb.
Forskningstræningsvejlederen attesterer for gennemførelse og mundtlig fremlæggelse af det selvstændige projekt i uddannelseslæge.dk og godkender ligeledes den samlede forskningstræning.
Når projektet er godkendt, kan den kliniske hovedvejleder attestere opnåelse af relevante kompetencer i uddannelseslæge.dk.
Af den lægefaglige indstilling fremgår, hvilke kompetencer i målbeskrivelsen der forventes opnået i forskningstræningen.
Manglende godkendelse
Hvis vejlederen ikke kan godkende projektet, lægger vejlederen sammen med den uddannelsessøgende læge en plan for de nødvendige ændringer, så projektet kan godkendes.
Hvis dette ikke fører til godkendelse inden for rimelig tid, inddrages specialets PKL med henblik på planlægning af et nyt forskningstræningsforløb med en ny vejleder.