Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.

Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.

Her finder du dagsordener og referater fra udvalgets arbejde:

Abonnér

Dagsordner og referater

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Akut - uddannelsesudvalg
den 27. marts 2019 kl. 09:30
i Regionshospital Horsens, lokale "Mødestedet" - tæt på hovedindgangen.


Sagnr.: 1-30-72-83-18

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden (5 min)

Det indstilles,

at dagsordenen godkendes

Beslutning

Dagsordenen blev godkendt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-83-18

2. Status på introduktionsuddannelsen (60 min)

Det indstilles,

at udvalget drøfter status for introduktionsuddannelsen

Sagsfremstilling

Alle akutafdelinger er kommet i gang med at uddanne introduktionslæger i akutmedicin. I den forbindelse aftalte udvalget på sidste møde, at tage et tema om introduktionsuddannelsen på dette møde, således afdelingerne har mulighed for at videndele og sparre vedrørende ting, der virker i introduktionsuddannelsen og ting der udfordrer.

 

Punktet indledes af et oplæg fra en yngre læge, som opfølgning på uddannelsesdage i YDAM 8. marts. Her vil vi få et indblik i hvordan uddannelseslægernes oplever introduktionsuddannelsen.

Herefter får de enkelte afdelinger mulighed for at give en status for introduktionsuddannelsen på afdelingerne ift. elementer, der fungerer godt og dele, der udfordrer mere. Dette kan blandt andet være supervision, klinisk vejledning, kompetencevurdering, undervisning, vejledningssamtaler osv.

 

Pr. 6. marts 2019 er der i Videreuddannelsesregion Nord ansat 22 introduktionslæger i akutmedicin

Hospital

Antal I læger ansat pr. 1. marts 2019

Antal forløb slået op frem til 31. dec.2018

Forventet antal stillinger i opslag 2019

Antal opsagte forløb pr. 1. marts 2019

AUH

7 stk. (1 afslutter 14. maj

1 afslutter 31. maj

1 afslutter 31. juli

1 afslutter 31. aug.

1 afslutter 1. okt.

2 afslutter 31. jan. 2020)

 Eftersendes

 

 

RH Randers

3 stk. (2 afslutter 31. aug.

1 afslutter 29. feb. 2020)

 Eftersendes

 

 

HE Vest

3 stk. (1. afslutter 31. aug.

1 afslutter 31. sept.

1 afslutter 31. jan 2020)

 3 stk

 3 stk

 Ingen

HE Midt

3 stk. (1 afslutter31. maj

1. afslutter 31. juli (evt. tidligere grundet merit)

1 afslutter 31. aug.)

 Eftersendes

 

 

RH Horsens

3 stk. (1 afslutter 31. maj

2 afslutter 31. juli)

3 stk

1 intro med start april eller snarest

1 intro – september

 

 Ingen

Aalborg UH

5 stk. (1 afslutter 31. aug

1 afslutter 30. sept.

1 afslutter ca. 31. okt.

2 afslutter 29. feb. 2020)

5 stk.

4 stk.

Ingen

RH Nordjylland

2 stk. (1 afslutter 29. feb. 2020

 1 skal på barsel)

 2 stk

 2 stk

 Ingen

 

Derudover er der allerede gennemført 2 introduktionsstillinger på baggrund af delvis merit for introduktionsuddannelsen.

 

Beslutning

Der blev givet en kort status bordet rundt:

 

Horsens:

Der er pt. 4 introlæger: en, der har fået merit, en der slutter til maj og to, der slutter til august. Der er slået en stilling op nu og derudover var det planen, at der skulle slås to stillinger op til efteråret, men der kommer mange AP læger, så der er muligvis ikke økonomi til to.

 

Aarhus:

Der var 4 introlæger, der startede 1. maj 2018. En af disse gennemfører til 1. juni og en fik merit. Der startede to nye henholdsvis 1. august og 1. september, de er der stadig. Derudover startede der en 1. november., der vil søge om merit for ortopædkirurgi. Der er derfor 5 i alt, der kan søge hoveduddannelsen 1. september. I år er der ansat to pr. 1. februar og 3 pr. 1. maj. Der var ti ansøgere til en stilling. Der var lidt udfordringer i starten, introlægerne var ikke så tilfredse, de synes især de manglede struktur. Der er kommet mere struktur nu.

 

Victor oplyste, at der allerede på to måneder er sket store forbedringer. Han tænker ikke frafaldet hænger sammen med specialet, men frafaldet på introstillinger helt generelt. Der er dog stadig mere, man kan arbejde med, men det har heller ikke været nogen hemmelighed, at man asfalterer, mens man kører.

 

Randers:

Der har været to introlæger, som de har været meget glade for. Den ene er dog stoppet til fordel for almen medicin. Der er startet en i februar 2019.

 

Herning:

Der er 3 introlæger ansat lige nu. Der bliver slået yderligere to op i 2019. Der er en, der har søgt om merit, så hun kan søge HU i denne runde. Det opleves, at uddannelse prioriteres for lavt, produktion kommer altid først. Man har forsøgt at tale med overlæge og skemalægger, men uden held.

Den første svenske læge er snart færdig og starter som overlæge i afdelingen, der er fire andre på vej. Det er nogle meget engagerede og ambitiøse læger.

 

Aalborg:

Der er ansat 5 introlæger, den første slutter til august og vil søge HU. Man forventer at slå 4 op i 2019, der er allerede ansat 2. Introlægerne har fået at vide, at de er prøveklude. Der er en udfordring med ortopædkirurgerne, der fastholder at introlægerne skal have et fokuseret ophold på to måneder, hvor lægerne selv mener, de kan lære det fornødne på 4 uger.

 

Hjørring:

Der er ansat 2, den ene går på barsel til april, håber kommer tilbage. I år er der ansat en pr. 1. marts. Og det forventes, at der ansættes endnu en til september. Opgaverne skal tages fra medicinsk afdeling, og det har været kompliceret at lave aftaler om det.

 

Viborg:

Der er tre introlæger, der er en, der har fået merit og er færdig til 31. maj. Der er ansat 3 i år. Der startede en englænder, men hun rejser tilbage til England pga. Brexit.

 

Oplæg fra Victor

 

På et møde i YDAM blev de enkelte kompetencer diskuteret. Der er kommet et fælles dokument ud af drøftelserne, der både omhandler, hvad der kan gøres bedre og hvad, der fungerer fint. Den største frustration er helt generelt, at det kan blive svært at blive kompetencevurderet. Introlægerne bliver hurtigt en del af produktionen. Man ved godt, at størstedelen af ansvaret hviler på den yngre læges egne skuldre, men det kunne være godt med mere opbakning.

 

I Aarhus får introlægerne lov at prøve mange ting. De er en del af mellemvagtslaget, de er på skadestuen en dag om ugen og har en del planlagt kurser, bl.a. ultralyd og avanceret genoplivning.

 

De enkelte kompetencer blev gennemgået:

 

I1. Opfattelsen blandt de unge læger var, at det at triagere var en vanskelig kompetence at blive bedømt på, da det skal ske ved struktureret klinisk observation og da triage ofte ikke er en del af introlægens daglige kliniske arbejde. Dilek kunne oplyse, at lægerne i Aarhus ofte er med til at modtage patienterne, hvorfor der ikke er grund til triagering. De unge læger får dog en halv dag sammen med triagesygeplejersken, der herefter kompetencevurderer dem. Morten oplyste, at i Herning er lægen ikke med til at modtage patienten, og man skal derfor ofte tage stilling til om triagen skal ændres. Det er derfor en kernekompetence for en akutlæge. Man kan få lov til at afprøve rollen som koordinerende i dagtiden. I Horsens havde introlægerne forberedt 3 cases for en overlæge og diskuterede triage ud fra det. Marc pointerede, at en casebaseret diskussion ikke kan erstatte den strukturerede klinisk observation, men gerne må supplere den. Det er et obligatorisk krav fra Sundhedsstyrelsen, der ikke umiddelbart kan laves om. Arbejdet må derfor organiseres, så de yngste læger får triageret de nødvendige patienter.

 

I2: Mange af de yngre læger læser ind i denne kompetence, at man skal være flowmaster. Ellers er det svært at vise, at man mestrer denne kompetence i den kliniske hverdag. Der er mulighed for at være flowmaster mange steder, men det skal i hvert fald aftales. Man kunne alternativt lave case- og situationstræning. Morten pointerede, at der også her er obligatoriske kompetencevurderingsmetoder i form af struktureret klinisk observation og 360 graders evaluering. Der er en identisk kompetence i HU, så den skal ikke opnås på samme niveau i introuddannelsen. I Herning har man teams, og man kunne forestille sig, at introlægen er leder af et team. Marc nævnte, at denne kompetence kan være en udfordring, da der ingen HU-læger er endnu. Det bliver forhåbentligt nemmere at strukturere, når hoveduddannelserne starter. Charlotte kunne oplyse, at det ikke er flowmaster-rollen, der ligger bag I2. Basalt set, er det blot et krav om, at lægen skal kunne tage mere end en patient ad gangen. Morten rejste spørgsmålet om hvilken type speciale, det skulle være. Skal det være elitært? Der bliver i forvejen sorteret nogle fra på grund af vagtbelastningen. Kan man ikke skræmme dygtige folk, hvis det er for ambitiøst? Vibeke opfordrede til at tænke på, at man har brug for mange ansøgere til specialet. Der skal være plads til almindelige mennesker.

Dilek nævnte, at hun synes I2 er svær at kompetencevurdere. Det bliver hurtigt abstrakt og diffust at skulle vurdere, hvordan introlægens overblik er. Marc foreslog, at kompetencen ikke lå i modtagelsen , men på et akutsengeafsnit. Elisa fortalte, at hun har observeret en situation uden lægen vidste det, og bagefter spurgt sygeplejerske og Falck, hvordan de oplevedes lægens mestring af situationen. Det er helt tydeligt, at de unge stræber efter at være flowmaster. Maika holder et møde med introlægen og hører hvilke patienter hun har og om er der er lagt en behandlingsplan, hvem vil de tage som den næste med mere. Hun havde opfattet kompetencen som rollen som flowmaster. Charlotte pointerede, at det er minimumskompetencer, det er yderst fornuftigt at lade introlægerne være flowmaster. Charlotte foreslog, at hvis kompetencekortet ikke er brugbart nok, så kunne nogle af de tilstedeværende introlæger måske lave et forslag til et nyt kompetencekort? Diskussionen forud for kompetencekortenes tilblivelse har været rent teoretisk. Et indspil til hvordan det kunne være mere virkelighedsnært er meget velkomment. Man er kun bundet af målbeskrivelsen. Morten henviste til YDAMS forslag til inspiration. Dilek og Victor ville gerne kigge på opgaven.

 

I3: Der var blandt de yngre læger bred enighed om, at man gerne vil være del af et hjertestopshold, mange steder opnår man kompetencen alene ved at være til avanceret genoplivingskursus. Marc henviste til, at der igen er tale om en kompetence, der ligger både i HU og introduktionsuddannelsen. I Randers er de yngre læger med i hjertestopsteamet, men ikke som teamleder. I Horsens er det en anden afdeling, der står for det. I Herning har man ikke funktioner uden for egen afdeling. I Hjørring er den medicinske mellemvagt en del af hjertestopsteamet, og der er lavet en aftale om, at en gang ugentligt er det akutafdelingens mellemvagt. Introlægen har kompetencekortet med i lommen. I Aalborg er der sådan, at hvis akutafdelingen kommer først er de teamleder indtil kardiologerne tager over. Victor supplerede, at ønsket er, at der som minimum lå noget ud over kurset, at man på en eller måde er inddraget. Morten og Dilek oplyste, at det er svært at efterkomme ønsket, når ikke engang speciallæger står i det til daglig.

 

I4: Det var et helt klart ønske, at det blev specificeret, at det også var omhandlede de dårlige patienter enten ved traumekald eller medicinske kald. Det blev drøftet om alle introlæger kommer på EMCC kursus. Alle introlæger inviteres, men alle kan ikke sendes af sted pga. økonomien. Horsens sender to af sted. Der er ikke centrale midler til finansiering. Planen er kurset skal afholdes halvårligt, hvis det får gode evalueringer. Det er første gang for kurset kører for introlæger nu. Den refleksive rapport ligger nu på DASEM's hjemmeside, så alle introlæger kan tilgå den.

 

I5: Der var et udtalt ønske om særlige kort til de enkelte symptomkomplekser, der er også nogle der er kede af, at der mangler nogle symptomer, som f.eks. svimmelhed og hovedpine. Charlotte opfordrede til blot at gå i gang, hvis nogen havde lyst til at supplere kompetencekortene med tjeklister. Da de blev lavet for to år siden var det vigtigt, at de var så generiske og generelle som overhovedet muligt, men det er en udmærket ide med specifikke kort. De vil gerne kigge på det i Horsens og Aarhus. Marie pointerede, at det er vigtigt at der er forskel på, om man er introlæge eller HU-læge. Morten oplyste, at der er forskel på, hvordan man skal kunne tingene. Kravene er vidt forskellige.

 

I6: Der var enighed blandt de yngre læger om, at I6 er en kernekompetence og en stor del af arbejdet i akutafdelingerne. Minimumskravene er for beskedent beskrevet, der bør være mere fast fokus på medicingennemgang og avanceret farmakologi. Der burde også være mere introduktion til mulighederne i kommunalt regi og i primær praksis, så der kunne lægges en længerevarende plan for disse patienter. Det kunne være i form af en casegennemgang med vejleder og mere feedback på journaler lavet for denne type patienter. Morten mente, at tre cases er meget lidt. Både Charlotte og Marc mente, at kompetencen er velbeskrevet for en introduktionsuddannelse.

 

I7: Ved denne kompetence savnede de yngre læger et specifikt kort for hvad man skulle opnå, som en tjekliste med konkrete procedurer, som man har i Aarhus. Der måtte gerne være mere konkret undervisning i håndgreb. Charlotte oplyste igen, at man er velkommen til at sende konkrete forslag til DASEMS uddannelsesudvalg. Aarhus har allerede sendt deres kort til enkelte andre steder i landet. Dilek sender liste til VUS og den kommer med referatet rundt.

 

I8: Folk er i tvivl om, hvordan man skal få denne kompetence godkendt. Der var et forslag til forbedring i form af undervisning i kommunale tilbud, eventuelt med en kommunal sygeplejerske eller, en der arbejder i praksis: hvordan kan man lave en langsigtet og detaljeret plan? Charlotte oplyste, at kompetencen udelukkende er tænkt sådan, at vejleder skal sikre sig, at den yngre læge er i stand til at skrive et forståeligt brev i et ordentligt sprog til en patient. Maika oplever, at kompetencekort ikke er brugbart, idet det fokuserer på anamnese, triage og behandling, men ikke udskrivning. Maika laver et forslag til et nyt kort og sender til Marc, som formand for DASEM's uddannelsesudvalg.

 

I9: Der var ikke så mange kommentarer i forhold til denne kompetence, men man kunne dog overveje mere supervisering og vejledning af KBU-lægerne. Charlotte tilføjede, at dette eventuelt kunne beskrives i kompetencekortet.

 

Marc opsummerede, at det er vigtigt at forventningsafstemme med den yngre læge.

 

Spørgsmålet om uddannelse versus drift blev drøftet. I Herning lever bedst op til det i forhold til KBU-lægerne. Der er en stor udfordring i forhold til AP-lægerne, og Morten opfordrer dem til at italesætte problemerne og at lade det afspejle sig i evalueringerne. Produktionen prioriteres som oftest over uddannelse. I Horsens er forvagterne sat ind i skema, men dette er ikke sket for mellemvagterne. Der er et stort udviklingspotentiale for mellemvagtssupervisionen. I Randers er der i forbindelse med en omstrukturering kommet klager fra AP-læger. Man har holdt et møde med PKL Søren Prins og AP-lægerne er nu supervisorer i forhold til kommunikationen med praksis. Der er også indfødt supervision efter vagt i form af ti minutter inden morgenkonferencen. I Hjørring har de valgt at mandag  er fast dag til kompetencevurdering.

 

 

 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-238-18

3. Status for uddannelsesprogrammer (20 min)

Det indstilles,

at tilbagemeldingen vedrørende uddannelsesprogrammer drøftes

Sagsfremstilling

Den 14. marts blev uddannelsesprogrammerne for hoveduddannelsesforløbene i akutmedicin behandlet i UGUP (udvalget for godkendelse af uddannelsesprogrammer).

 

Følgende programmer bliver behandlet

Horsens-AUH-Horsens

Viborg-AUH-Viborg

Herning-AUH-Herning

Aalborg-Hjørring-Aalborg

Hjørring-Aalborg -Hjørring

 

I vil hurtigst muligt efter mødet i UGUP modtage en tilbagemelding vedr. programmerne. På mødet følger vi op på tilbagemeldingerne vedr. programmerne.

Programmerne skal senest den 4. april være klar til offentliggørelse.  

Beslutning

Der blev afholdt møde i UGUP den 14. marts, udvalget brugte lang tid på et program, og nåede ikke resten igennem. Kommentarerne er fremsendt til Charlotte. Der er planlagt to ekstramøder alene til akutmedicins programmer, den 29. marts og den 4. april. Programmerne skal være færdige til den 4. april, hvor der afholdes samtaler. Der er lagt op til en pragmatisk løsning, sådan at færdige tolkes som behandlede. Charlotte oplyste, at der ser ud til at være en kæmpe opgave med tabellerne, der skal udformes anderledes og beskrives på en anden måde. Dette er en VUS-opgave. Charlotte er fortrøstningsfuld i forhold til at få dem godkendt. Vibeke oplyste, at programmerne mangler koblingen mellem kompetenceerhvervelser og arbejdsfunktioner. Det er meget brede kompetencer, hvorfor akutmedicin har samme problemstilling som i almen praksis, at kompetencen skal opnås flere forskellige steder. Når kompetencen står flere steder som nu, er det uklart hvad man skal opnå hvor. Man kan måske med fordel skele til programmerne for almen praksis.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-238-18

4. Lægefaglig indstilling for forskningstræning (15 min)

Det indstilles,

at udvalget drøfter udkastet til lægefaglig indstilling for forskningstræning

Sagsfremstilling

Forskningstræning indgår som et obligatorisk element i den lægelige videreuddannelse. I Videreuddannelsesregion Nord udarbejdes der for hvert speciale en lægefaglig indstilling for forskningstræningen. Marc og Charlotte har arbejdet på et udkast til en lægefaglig indstilling. Udkastet bliver præsenteret på mødet, hvorefter udkastet drøftes og om muligt godkendes til videre behandling.

 

Den lægefaglige indstilling for forskningstræning godkendes i styregruppen for forskningstræning, der er nedsat af Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse.

Beslutning

Charlotte oplyste, at der bliver lagt op til en standardløsning, hvor man gør brug af universitetets kurser. Hvis man siden hen bliver enige om specialeselskabet laver sit eget kursus, må man lave en ny indstilling. I Nord skal forskningstræningen startes op i første forløb og afsluttes i sidste. Det blev drøftet om alle kan levere en vejleder i forskningstræning på regionshospitalerne? Det giver ikke mening at placere forskningstræningen på universitetshospitalerne i forhold til den tidsmæssige afgrænsning. I Aalborg er der ingen med ph.d., der kan være vejleder, men afdelingen har tilknytning til en forskningsenhed i akutmedicin. Dette er også en udfordring i Hjørring. Formuleringen blev herefter tilrettet og der var herefter enighed om at indsende indstillingen til godkendelse.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-238-18

5. Kompetencevurdering og elektronisk overblik gennem logbog.net. (20 min)

Det indstilles,

at udvalget drøfter systemet og hvorvidt udvalget ønsker at arbejde videre med systemet

Sagsfremstilling

På Sjælland har de i flere år arbejdet med et tillægssystem, der holder styr på, hvilke kompetencer uddannelseslægerne mangler. De har derfor elektroniske skemaer der er koblet til vagtplanen, så der dagligt kan aftales, hvem der skal kompetencevurderes i løbet af en given dag. UAO Dilek Cakar vil på mødet præsentere ideen bag systemet nærmere.

 

Der ønskes en drøftelse af, hvorvidt vi er interesserede i at arbejde videre med programmet og om det vil være muligt at søge finansiering til det.

 

Beslutning

Baggrunden for dette punkt er mødet i YDAM, hvor uddannelsesansvarlig overlæge Anne Grethe Mølbæk fra Køge fremlagde et nyt system, hun har været med til at udvikle i samarbejde med logbogen. Kompetenceskemaer mm. bliver samlet på et sted som en integreret del af logbogen. Derudover integrerer systemet med vagtplanen. Det er en slags elektronisk kompetencetavle, hvor der også kan planlægges

 

Det var enighed om, at det lød meget interessant, og Dilek må meget gerne arbejde videre med det, eventuelt invitere Anne Grethe Mølbæk til et oplæg. I Aarhus er man interesseret i at være testafdeling, hvis det skulle blive aktuelt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-83-18

6. Nyt fra PKL (15 min)

Sagsfremstilling

Specialets PKL'er giver status på bl.a. meritter, kompetencekort og faglig profil.

 

Pr. 7. marts er der modtaget 70 meritansøgninger. 46 sager er afgjort og 24 er under sagsbehandling. 32 sager er afgjort med fuld merit, mens 13 har fået delvis merit. En enkelt har trukket ansøgningen tilbage.

Forventningen er, at langt de fleste sager, der ikke er afgjort vil få delvis merit.

Beslutning

Det blev stillet spørgsmål i forhold til økonomien, når en læge i forbindelse med merit selv skal finde et ophold på f.eks. en pædiatrisk afdeling. Det er ikke et problem, der kan løses i dette forum. Trine Kirkegaard opfordrede de ledende ovelæger til at drøfte problemet med hospitalsledelserne. I den forbindelse oplyste Trine, at VUS arbejder på højtryk med de resterende meritansøgninger.

 

Status på den faglige profil er, at den er i høring i Danske Regioner efter den har været til kommentering i videreuddannelsesregionerne.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-31-77-1-18

7. Nyt fra VUS (10 min)

Det indstilles,

at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Sammenhængende uddannelsesforløb (februar 2019)

Videreuddannelsesregion Nord har af Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet som et femårigt pilotprojekt, fået dispensation til at tilbyde kommende KBU læger sammenhængende uddannelsesforløb i Kirurgi, Almen medicin og Psykiatri, i Region Nordjylland. De sammenhængende forløb består af KBU og introstilling samt KBU, introstilling og hoveduddannelsesforløb.

I de to seneste runder(2. halvår 2018 og 1. halvår 2019) er der i alt besat 8 sammenhængende uddannelsesforløb i Region Nordjylland fordelt på de tre specialer.

Psykiatri og neurologi har også fået dispensation til at opslå sammenhængende introstilling og hoveduddannelsesforløb, hvor både Region Midtjylland og Region Nordjylland indgår i et eller flere af forløbene. De to specialer har fået besat henholdsvis ét sammenhængende forløb hver i 1. halvår 2019.

 

Fleksibilitet i antal i-stillinger (9. november 2018)

På møde i Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse den 5. marts 2015 godkendte Rådet et revideret administrationsnotat for fleksibilitet i antal i-stillinger (se bilag: Administrationsnotat fleksibilitet i antal i-stillinger). Notatet beskriver mulighederne for, hvorvidt afdelinger kan få flere introduktionsstillinger end det maksimum de er angivet til i den lægefaglige indstilling.

 

På baggrund af søgning til hoveduddannelsen for 2018, er der lavet opdaterede pejlemærker for, hvornår en afdeling kan søge om i-stillinger der overskrider afdelingens maksimumsdimensionering (se bilag: Specialer fordelt efter søgning til hoveduddannelsesforløb). Der er sket følgende ændringer:

 

 

Nye KBU tal (opdateret 9. november 2018)

  • Opdaterede tal omkring KBU-trækning. Udvikling i antal KBU-læger på landsplan fra 2015-2 og frem skulle inden for de kommende år bidrage til at afhjælpe de nuværende udfordringer omkring ubesatte I- og H-forløb i Nordjylland og Midtjylland.

 

 

 

Sprogundervisning for udenlandsk uddannede læger (februar 2019)
Region Midtjylland tilbyder sprogundervisning til udenlandske læger under uddannelse, hvis det vurderes, at lægen ikke har tilegnet sig tilstrækkelige danskkundskaber via de kommunale tilbud. Det er afdelingslederne som skal ansøge om sprogundervisning og de skal være indstillet på at frigøre lægen til at følge undervisningen. Der henvises til følgende hjemmeside for yderligere information:
http://www.videreuddannelsen-nord.dk/udenlandske-lager/

http://www.rm.dk/sundhed/faginfo/uddannelse/sundhedsuddannelser/udenlandske-lager/sprogundervisning/

 

Region Nordjylland her tilbyder Aalborg UH, Regionshospitalet Nordjylland og Psykiatrien forskellige tiltag i forhold til at fremme sprogniveauet ved udenlandsk uddannede læge. Såfremt man har brug for at benytte tilbuddet kan hospitalets respektive UKO være behjælpelig med at henvise til relevante personer på hospitalerne.

 

Ny kontorchef/sekretariatschef (November 2018)

Mads Skipper tiltrådte 3. januar 2019 stillingen som kontor og sekretariatschef i Koncern HR Sundhedsuddannelser    

 

Beslutning

Trine orienterede.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-238-18

8. Kommissorium for uddannelsesudvalget (15 min)

Sagsfremstilling

 

Det nuværende uddannelsesudvalg for akutområdet blev oprettet i foråret 2017 forud for oprettelsen af specialet akutmedicin. Udvalget har bl.a. af den årsag et særskilt kommissorium ift de specialespecifikke uddannelsesudvalg, der findes for de øvrige 38 specialer.

 

Dette betyder bl.a. at udvalget har lidt andre opgaver end de øvrige specialespecifikke uddannelsesudvalg og en alternativ sammensætning. Kommissoriet for uddannelsesudvalget har særligt fokus på udvalgets opgaver inden for KBU og hoveduddannelsen i Almen medicin og enkelte intern medicinske specialer. Med oprettelsen af specialet akutmedicin har udvalgets fokus naturligvis rykket sig mere i retning af den lægelige videreuddannelse i specialet akutmedicin.

 

I forhold til repræsentation adskiller uddannelsesudvalget på akutområdet sig fra de specialespecifikke uddannelsesudvalg ved repræsentation fra de uddannelseskoordinerende overlæger og pladsen, der er reserveret til en PKL inden for KBU. Der er dog ikke ansat et PKL indenfor KBU.

 

Indtil videre har det særskilte kommissorium for uddannelsesudvalget og den særlige sammensætning været yderst hensigtsmæssig, da det har sikret en bred repræsentation i forbindelse med igangsættelsen af speciallægeuddannelsen i akutmedicin.

 

Specialets PKL'er og Videreuddannelsessekretariatet har imidlertid drøftet, hvorvidt og hvornår uddannelsesudvalget for akutområdet kan og skal omdannes til et vanligt specialespecifikt uddannelsesudvalg og dermed overgå til kommissoriet for de specialespecifikke uddannelsesudvalg.

 

På baggrund af, at introduktionsuddannelsen er godt i gang og de første hoveduddannelseslæger forventes at starte i hoveduddannelse pr. 1. juni 2019, foreslår PKL og VUS, at udvalget skifter kommissorium og dermed form med udgangen af 2019.

 

De to kommissorier er vedhæftet.

Beslutning

Der var opbakning til at udvalget skifter kommissorium med udgangen af 2019. Udvalget er således ikke længere et uddannelsesudvalg på akutområdet, men et specialespecifikt uddannelsesudvalg. Der er derfor fra udgangen af 2019 ikke længere repræsentation af UKO eller PKL fra KBU i udvalget. VUS undersøger, om der skal orienteres herom i forhold til Det Regionale Råd.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-83-18

9. Næste møde (5 min)

Sagsfremstilling

Følgende datoer forslås til de kommende møder

8. oktober 2019 , alternativt 17. september 2019 eller 24. september 2019.

og

10. december 2019, alternativt 26. november 2019 eller 3. december 2019.

Beslutning

Næste møde bliver den 24. september 2019 i Hjørring og derefter den 10.december 2019 i Herning, alternativt Viborg

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-83-18

10. Eventuelt (5 min)

Beslutning

Elisa oplyste, at Aalborg er vært for uddannelsesnetværksmøde i DASEM regi den 28. maj fra 10-15. Der er desuden årsmøde i DASEM's uddannelsesudvalg i forbindelse med DASEM's årsmøde den 27. april kl. 13.00.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-83-18

11. Deltagere

Sagsfremstilling

Tilstede:

Charlotte Green (PKL)

Marc Ludwig (PKL)

Elisa Worthington (UAO Aalborg UH)

Maika Stoel (UAO RH Nordjylland)

Catrin Iversen (UAO RH Randers)

Dilek Cakar (UAO AUH)

Trine Dyrberg (UAO RH Horsens)

Morten Petersen (UAO HE Vest)

Victor Hornshøj (I-læge AUH)

Larissa Callesen (UKYL HE Midt)

Marie Storgaard (UKYL RH Horsens)

Vibeke Ersbak (UKO HE Vest)

Maja Bertz Hansen (VUS)

Trine Kirkegaard Petersen (VUS)

 

 

Afbud:

Mads Ingeman (UAO AUH)

Susanne Nøhr (UKO AalborgUH)

Katrine Bomholt (UKYL AUH)

Flemming Knudsen (UKO Rh Nordjylland)

Henrik Ømark (UAO RH Horsens)

Marianne Kleis Møller (UKO AUH)

Charlotte Christiansen (UKYL Rh Nordjylland)

 

 

 

Tilbage til toppen