Det specialespecifikke uddannelsesudvalg drøfter på sine møder spørgsmål om specialets lægelige videreuddannelse.

Udvalget arbejder på at sikre og udvikle en ensartet, høj kvalitet i speciallægeuddannelsen på alle uddannelsessteder i Videreuddannelsesregion Nord.

Her finder du dagsordener og referater fra udvalgets arbejde:

Abonnér

Dagsordner og referater

Se alle dagsordener og referater fra dette mødeforum

Referat
til
mødet i Radiologi - uddannelsesudvalg
den 15. januar 2019 kl. 09:30
i Regionshuset Viborg, Skottenborg 26, 8800 Viborg, F1 Stuen


Sagnr.: 1-30-72-259-18

1. Velkomst og godkendelse af dagsorden

Det indstilles,

at dagsordenen godkendes 

Sagsfremstilling

Der bydes et særligt velkommen til Dennis Vagn Lindgaard, Jeppe Bruun-Tojusen og Nikolaj Skou, som er nye medlemmer af udvalget.

 

Deltagere:

Arne Lücke, PKL (formand)

Annette Obel, UKYL, AUH Neuroradiologisk afdeling

Osama Hussein Al-Kafaji, UAO, RH Nordjylland, Hjørring

Jette Madsen, UAO, HE Midt, RH Viborg

Mahican Gielen, UAO, RH Silkeborg

Iryna Baravitskaya, UAO, HE Vest, RH Holstebro

Vilma Vainoriene, UAO, HE Vest, RH Herning

Pia Ipsen, UAO, AUH UH

Edith Nielsen, UAO, AUH Neuroradiologisk Afdeling

Graziella Andersen, UAO, Aalborg UH graziella.andersen@rn.dk

Deepti B. C., UKYL, HE Vest, RH Holstebro

Nikolaj Skou, UKYL, AUH UH

Anders Krei, UKYL, HE Midt, RH Viborg

Kirsten Enø Pedersen, UAO, RH  Horsens

Mona Kristiansen, UKYL, HE Midt, RH Silkeborg

Parul Gupta, UKYL, RH Nordjylland, Hjørring

Dennis Vagn Lindgaard, UKYL, RH Randers

Kim Sivesgaard, UKYL, HE Vest, RH Herning

Esther Warming, Videreuddannelsessekretariatet

Mette Dahl Jacobsen, Videreuddannelsessekretariatet (referent)

Beslutning

Der var afbud fra følgende deltagere:
Elise Klæstrup, Yngre Radiologer RM

Lars Peter Skovgaard Larsen, Aalborg UH, lars.peter.rn.dk

Jeppe Bruun-Torjusen, UAO, RH Randers

 

Mødet blev indledt med en kort præsentationsrunde af samtlige tilstedeværende mødedeltagere.

 

Dagsordenen blev godkendt.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-259-18

2. Status på uddannelsesprogrammer

Det indstilles,

at der orienteres om status for afdelingernes uddannelsesprogrammer.

Sagsfremstilling

Arne fremlægger status for uddannelsesprogrammer, herunder bl.a. PKL beretning.

 

Uddannelsesudvalget gør status for, hvor langt de enkelte uddannelsesprogrammer er i godkendelsesprocessen.

 

Status for uddannelsesprogrammer blev drøftet på seneste møde i Uddannelsesudvalget d. 28. august 2018, heriblandt processen med at udarbejde AUH's uddannelsesprogram. Det blev på mødet aftalt, at de opdaterede programmer blev indsendt til godkendelse i UGUP i december 2018.

Beslutning

På seneste møde i uddannelsesudvalget blev der efterspurgt en introduktionsbeskrivelse fra RH Viborg - denne blev sendt primo 2018, men ligger ikke på hjemmesiden. VUS lokaliserer den.

 

Uddannelsesprogram fra Horsens er opdateret efter 2016 målbeskrivelsen, men foreligger ikke på hjemmesiden. Program for Aalborg Universitetshospital foreligger ikke på hjemmesiden - Aalborg undersøger, om den er opdateret.

 

HU-programmerne er i proces. De har været behandlet i UGUP i december 2018 og kan betragtes som godkendt efter forskellige smårettelser, som foretages i samarbejde imellem VUS og PKL.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-259-18

3. Nyt fra afdelingerne

Det indstilles,

at de uddannelsesansvarlige orienterer om evt. nyt fra afdelingerne.

Sagsfremstilling

Der sker en orientering om evt. uddannelsesmæssige problemstillinger og uddannelsestiltag.

 

Uddannelsesudvalget orienteres deriblandt om følgende emner, som blev behandlet på seneste møde i uddannelsesudvalget d. 28. august 2018:

  1. Opfølgning på uddannelsesproblematikken i Hjørring, hvor mange CT-, MR- og ambulante scanninger sendes til beskrivelse i udlandet (TMC). Det bevirker, at der er få scanninger til uddannelseslægerne. Især de vanskelige cases sendes videre, hvilket er problematisk for uddannelsesforholdene. PKL har fulgt op på sagen og vil orientere nærmere herom.
  2. På seneste møde blev der orienteret om opstarten på Fælles Beskriver Enhed d. 1. september 2018. Der ønskes en opfølgning på Fælles Beskriver Enhed i Horsens og om, hvorvidt der er påvirkning af uddannelsen
  3. På seneste møde blev der orienteret om udflytningen til AUH Skejby, der forløb nogenlunde som planlagt. Skemaplanlæggerens arbejde fungerede godt og uddannelseslægerne klarede det fint på alle sektioner. Der ønskes en opfølgning på udflytningen til AUH Skejby

Beslutning

Der blev orienteret om nyt fra de forskellige hospitaler:

 

RH Randers: Der er sket udskiftning for både UAO og UKYL.

 

AUH Universitetshospital: Flere afdelinger er midt i en flytteproces, hvilket førte til ændrede arbejdsgange og behov for ændringer i aftaler, men som efterhånden falder på plads. Det er en udfordring, når fire afdelinger skal smelte sammen, men arbejdet tegner i en positiv retning. Der opleves lidt udfordringer med vagtplanlægningen og praktikken omkring de nye rammer. Samarbejdet imellem UKYL'er og yngre læger omkring fælles patienter fungerer godt og der afholdes fælles UKYL møder.

Lige nu oplever AUH en stor udskiftning i læger, hvilket kan gøre det vanskeligt at planlægge vagter i et halvt år frem i tiden.

Der opleves en udfordring med Evaluer.dk, der ikke skelner imellem de forskellige afdelinger, hvilket kan gøre det svært at genkende egen afdeling og dermed bruge systemet optimalt. Der arbejdes på at udvikle et surveyskema til de yngre læger for at lokalisere afdelingernes evt. uddannelsesmæssige problemstillinger.

Neuroradiologisk afsnit berettede om en udfordring med at få overblik over, hvornår HU-lægerne starter og slutter. Der kan være en oplevelse af, at beskeden ikke når alle de relevante steder rundt og der arbejdes på at etablere en informationskæde.

 

Aalborg Universitetshospital: En UAO kollega stopper og de er i en rekrutteringsproces. Der er involveret uddannelsesansvarlige i processen.

 

RH Nordjylland: En HU-læge påtænker at flytte til københavnsområdet. RH Nordjylland oplever gode ansøgninger til vores introstillinger.

  

RH Viborg: Her er sket en strukturændring til at være organinddelt, hvilket har været lidt svært at få indført. Ændringen er faldet på plads og de yngre læger oplever gavn af den nye struktur. Der står til at blive en udskiftning af uddannelseslæger i 2019 og der forventes god søgning til de kommende Intro- og HU-stillinger.

 

HE Vest: Der er sket en udskiftning i  UAO. De yngre læger er begyndt at gå i vagter. Der er etableret et samarbejde imellem RH Herning og RH Holstebro omkring udveksling, hvilket har gode udsigter. Der har været afholdt 3 timers møde, hvilket har fungeret godt og indført journalklub. Der har været sendt fantomer i rotation, hvilket har været positivt. Det er muligt at kontakte Deepti for yderligere information herom.

 

RH Silkeborg: Implementeringen er kompetenceskemaerne er gået godt.

 

RH Horsens: Der har været afholdt 3 timers møde, hvilket gik godt.

 

1. Scanninger, RH Nordjylland

Arne har som opfølgning på seneste møde kontaktet Peter Lasborg i Hjørring, som har forsikret ham om, at der bliver foretaget mange CT-scanninger samt at antallet er stadigt stigende. Det blev drøftet, at bekymringen går på en eventuel fremtidig uddannelsesmæssig problematik, hvis uddannelseslægerne på sigt kun beskriver få antal CT-scanninger per dag, hvilket kan skabe udfordringer for dem senere i forløbet. Det blev foreslået, at uddannelseslægerne eventuelt kan begynde at føre logbog over antal beskrivelser, så antallet af beskrivelser kan blive klarlagt yderligere. Det kan også eventuelt være gavnligt at opstille en standard for hvor mange beskrivelser, som uddannelseslægerne skal have om dagen for at sikre en fortsat god læring. Der kan eventuelt udarbejdes et skema eller standardiseret værktøj herfor. Det kan også være en overvejelse at forespørge Sydney om supervision.

 

2. Fælles Beskriver Enhed, RH Horsens

HU-læger indgår i Fælles Beskriver Enhed og der sker en vurdering på, hvorvidt lægen er klar til at indgå i Fælles Beskriver Enhed. Det blev drøftet, at uddannelsesmiljøet vurderes godt og at de yngre læger giver udtryk for at modtage den supervision, som de har brug for. Der er ingen formel bagvagt, men der er mulighed for at ringe til en senior læge. Der laves en uddannelsesevaluering af hver enkelt HU-læge og de har en række følgevagter, før de står på egne ben. Beskrivelserne bliver set af en senior læge om morgenen efter endt nattevagt.

 

3. Udflytning til AUH Skejby

Underpunktet blev behandlet i forbindelse med orientering om flytteproces fra AUH.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-259-18

4. Nyt fra PKL

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget tager PKL's orientering om nyt siden seneste møde til efterretning.

Sagsfremstilling

PKL orienterer, heriblandt om:

  1. Karrierevalgsdag 2018
  2. DRS KUR, konkretiseringslister
  3. Akutafdeling og Røntgen - er der uddannelsesmæssige problemer?
  4. DSMU årsmøde beretning 8.11.18

Beslutning

1. Karrierevalgsdag

Arne redegjorte for, hvordan dagen var forløbet. Der kom en del studerende forbi standen og der blev udvist interesse for scanningsudstyret, som blev afprøvet i stor stil. Næste karrierevalgsdag afholdes i Aalborg d. 24. oktober 2019.

 

2. DRS, KUR, konkretiseringslister

Arne fortalte, at arbejdet med konkretiseringslisterne stadigt pågår for at kortlægge forventningerne til kompetencerne hos en nyuddannet radiolog. Ikke alle konkretiseringslister er endnu opdaterede og lagt på hjemmesiden. Konkretiseringslisten er opdateret efter seneste målbeskrivelse for radiologi.

 

3. Akutafdeling og Røntgen - er der uddannelsesmæssige problemer?

Arne spurgte ind til udvalgets erfaringer med hensyn til en eventuel opgaveglidning fra Røntgen- til Akutafdelinger og eventuelle påvirkninger af uddannelsen som følge heraf. Udvalget gav udtryk for forskellige erfaringer med kvaliteten af fx bedside ultralyd foretaget i Akutafdelinger og at det veksler hvorvidt der opleves behov for at gentage undersøgelserne. Andre gange er det muligt at gå direkte til at foretage supplerende undersøgelser som fx CT-scanninger. Gruppen drøftede, at det kan være svært, at få overblik over kvaliteten af fortolkningen af fx bedside ultralyd foretaget på akutafdelingerne i de tilfælde, hvor der sker en frikendelse på stedet og Røntgen derfor ikke modtager en henvisning. Fra RH Herning blev der berettet om gode erfaringer med at aftale med Akutafdelingen, at Røntgen vælger undersøgelser baseret på prøver mm., når der kommer en henvisning. Udvalget drøftede, at der generelt ikke eksisterer en oplevelse af konkurrence imellem Røntgen- og Akutafdelinger, når det kommer til ultralyd.

 

Det blev drøftet, at udvalget oplever forespørgsler fra det kirurgiske og urologiske speciale vedr. fokuserede ophold og at det kan være gavnligt med en mere proaktiv tilgang til at invitere KBU-læger ind til oplæring i ultralyd.

 

4. DSMU årsmøde beretning

Arne orienterede udvalget om hovedpointerne fra dagen. Der var bl.a. et foredrag omhandlende, hvordan mennesker er inddelt i forskellige 'læringstyper', som lærer på forskellige måder og metoder til at indtænke dette i undervisningen. En central pointe fra oplægget var, at hvis uddannelseslægen tre gange har dårlige oplevelser og "fejler" fører det til en nedadgående spiral, hvor hun/han så begynder at undgå de situationer, hvor vedkommende kan risikere at fejle. Her er det vigtigt med grundig forventningsafstemning for at tage fat om problematikken, så de ikke ender i en nedadgående spiral.

 

Herefter fulgte en drøftelse af udvalgets egne erfaringer med forskellige 'læringstyper' i klinikken og der var enighed om, at det kan være problematisk, hvis der tages fat i et uhensigtsmæssigt forløb forholdsvist sent i forløbet. Især når uddannelseslæger kun skal være på afdelingen i seks måneder betragtede udvalget det som væsentligt hurtigt at blive opmærksomme på de læger, som eventuelt kan have brug for ekstra støtte. Det kan derfor også være uhensigtsmæssigt, hvis yngre læger og senior læger sidder i forskellige rum, da det gør det vanskeligere at opdage uddannelseslæger med behov for støtte tidligere. Det blev betragtet som lærerigt med systematisk videregivelse at feedback (både positiv og forbedringsorienteret) efter månedlig konference om HU-lægerne.

 

Der var i udvalget også gode erfaringer med at sætte flere HU-læger sammen om opgaver for at fremme peerlearning og sparring. AUH fortalte om gode erfaringer med at tildele HU-lægerne en vejleder og en mentor, som har været der 2 måneder længere. 

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-259-18

5. Nyt fra VUS

Det indstilles,

at uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Sagsfremstilling

Uddannelsesudvalget orienteres om relevant nyt siden seneste møde.

 

Sammenhængende forløb (oktober 2018)

Videreuddannelsesregion Nord har af Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet som et femårigt pilotprojekt, fået dispensation til at tilbyde kommende KBU læger sammenhængende uddannelsesforløb i Kirurgi, Almen medicin og Psykiatri, i Region Nordjylland.

De første sammenhængende forløb er blevet besat med start i andet halvår 2018. Der blev i alt besat fire sammenhængende forløb, hvoraf to inkluderer KBU og introduktionsstilling i almen medicin, mens at de andre to inkluderer KBU, introduktionsstilling samt hoveduddannelsesforløb i psykiatri.

Anden runde med sammenhængende forløb i Region Nordjylland, med ansættelsesstart i første halvår 2019, er nu gennemført. Der blev besat fire sammenhængende forløb, tre forløb i almen medicin, hvoraf to forløb inkluderer KBU og introduktionsstilling, mens at det tredje forløb inkluderer KBU, introduktionsstilling samt hoveduddannelsesforløb. Det sidste sammenhængende forløb blev besat i kirurgi, og inkluderer KBU og introduktionsstilling.

  

Fleksibilitet i antal i-stillinger (9. november 2018)

På møde i Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse den 5. marts 2015 godkendte Rådet et revideret administrationsnotat for fleksibilitet i antal i-stillinger (se bilag: Administrationsnotat fleksibilitet i antal i-stillinger). Notatet beskriver mulighederne for, hvorvidt afdelinger kan få flere introduktionsstillinger end det maksimum de er angivet til i den lægefaglige indstilling.

 

På baggrund af søgning til hoveduddannelsen for 2018, er der lavet opdaterede pejlemærker for, hvornår en afdeling kan søge om i-stillinger der overskrider afdelingens maksimumsdimensionering (se bilag: Specialer fordelt efter søgning til hoveduddannelsesforløb). Der er sket følgende ændringer:

 

 

Nye KBU tal (opdateret 9. november 2018)

  • Opdaterede tal omkring KBU-trækning. Udvikling i antal KBU-læger på landsplan fra 2015-2 og frem skulle inden for de kommende år bidrage til at afhjælpe de nuværende udfordringer omkring ubesatte I- og H-forløb i Nordjylland og Midtjylland.

 

 

 

Baggrundsnotat (Oktober 2018)

Videreuddannelsessekretariatet har udarbejdet notatet "Baggrundsdata til vurdering af efterspørgsel efter speciallæger og speciallægevækst". Notatet er opdateret maj 2018 og er gældende for Region Midtjylland (se følgende to bilag: "Baggrundsnotat" og "bilag til baggrundsnotat"). Der arbejdes på et lignende notat i Region Nordjylland.

 

Sprogundervisning for udenlandsk uddannede læger (november 2018)
Region Midtjylland tilbyder sprogundervisning til udenlandske læger under uddannelse, hvis det vurderes, at lægen ikke har tilegnet sig tilstrækkelige danskkundskaber via de kommunale tilbud. Det er afdelingsledernes som skal ansøge om sprogundervisning og de skal være indstillet på at frigøre lægen til at følge undervisningen. Der henvises til følgendene hjemmeside for yderligere information:
http://www.videreuddannelsen-nord.dk/udenlandske-lager/

http://www.rm.dk/sundhed/faginfo/uddannelse/sundhedsuddannelser/udenlandske-lager/sprogundervisning/

 

Ny kontorchef/sekretariatschef (November 2018)

Mads Skipper tiltræder primo Januar stillingen som kontor og sekretariatschef.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.

 

Udvalget drøftede den prægraduate del af uddannelsen, hvor de studerende i den nye uddannelse ikke kommer i kontakt med alle fag. Udvalget udtrykte en bekymring for en smal uddannelse som følge heraf. Det kan blive sværere at rekruttere til de fag, som de studerende ikke møder. Det vil eventuelt være gavnligt, at uddannelseslægerne i radiologi får mere tid ude i afdelingerne for at få en forståelse af specialernes behov for billeddiagnostik. 

 

Derudover drøftede udvalget det stigende antal KBU-læger og en bekymring i forhold til mulighederne for fortsat at finde placeringer til dem.

Tilbage til toppen
Sagnr.: 1-30-72-259-18

6. Eventuelt

Sagsfremstilling

Herunder planlægning af næste møde

 

Datoforslag kan eksempelvis være:

  • Torsdag d. 22. august kl. 09.30-14.00
  • Fredag d. 23. august kl. 09.30-14.00
  • Tirsdag d. 27. august kl. 09.30-14.00
  • Torsdag d. 29. august kl. 09.30-14.00
  • Fredag d. 30. august kl. 09.30-14.00

Beslutning

Næste uddannelsesudvalgsmøde afholdes tirsdag d. 27. august 2019 kl. 09.30-12.30 i Regionshuset, Aarhus. Udvalget vil modtage mødeinvitation i outlook herom.

 

Det overvejes om der fremadrettet skal udsendes mødeinvitationer for ét år ad gangen med mulighed for at flytte mødedatoerne, hvis datoerne ikke kan lade sig gøre (vurderes fremadrettet ved hvert møde).

Tilbage til toppen